Nyhed

Det britiske metalcore-band Asking Alexandria gæster Danmark

Både Aarhus og København får besøg af Asking Alexandria til marts 2017

Det britiske metalcore-band Asking Alexandria gæster Danmark ad to omgange, når de den 17. marts 2017 går på scenen på Train i Aarhus og den 25. marts i Amager Bio, København.

I 2015 gæstede Asking Alexandria ligeledes Danmark, da de gav koncert til Copenhell. Her kvitterede GAFFAs anmelder Keld Broksø med fire stjerner og skrev blandt andet: "Det britiske metalcore-band Asking Alexandria (med helt ny ukrainsk forsanger) var et forfriskende indslag på Copenhell – ikke mindst fordi det ganske berømmede band har været inde i noget af en transition. De har eksperimenteret med alt fra elektronisk lyd til hård rock, men derfra til inden for det seneste halve år at skifte forsanger til at stå så sammentømret som på Copenhell er et stykke vej."

2016 har været et godt år for britiske Asking Alexandria, som har været på verdensturné og udgivet deres fjerde album via Sumerian Records – alt sammen med den nye sanger, Denis Stoff. I januar 2015 valgte den originale forsanger Danny Worsnop at forlade bandet, hvilket tog hårdt på bandets ikoniske guitarist og sangskriver Ben Bruce. De resterende bandmedlemmer lod sig dog ikke slå ud, og snart efter var det fjerde album "The Black" færdigproduceret.


Bandet manglede dog stadig en forsanger, men tog her kontakt til en ukrainsk fan, der på daværende tidspunkt var forsanger i Make Me Famous. Netop dette band havde Asking Alexandria et kendskab til, da de via YouTube havde set en række imponerende covernumre af lige præcis Asking Alexandria. Stoff takkede ja med det samme, og Asking Alexandria er i dag tilbage med de elektronisk funderede, men samtidig groovede og tunge melodier.

Billetter til begge koncerter sættes til salg på fredag den 16. september klokken 10 via GAFFA Live.

 


I klippet herunder kan du høre titelnummeret fra deres seneste album "The Black":

ANNONCE