Tivoli Friheden afslører seks navne til Fed Fredag
Store danske og internationale navne – og noget for hele familien. Over de næste to uger præsenterer Tivoli Friheden i Aarhus det fulde program for 2016, og her løfter vi sløret for seks af de i alt 21 fredage, som blandt andet byder på Kim Larsen, Christopher, Ace Of Base og Dr. Alban.
- Djämes Braun åbner ballet den 22. april med en energifyldt reggaekoncert, der uden tvivl vil få det forårskåde publikum til at kigge på fugle.
- Den 6. maj er der 90'er-nostalgi af den bedste skuffe fra to af årtiets helt store internationale navne, Jenny Berggren fra Ace of Base og Dr. Alban.
- Unge som gamle kan glæde sig til en koncert med landets største sangskriver, når Kim Larsen den 1. juli lægger vejen forbi Friheden sammen med de trofaste spillemænd i Kjukken.
- Vil man høre en af den danske musikscenes største hitmagere levere sin lange stribe af platin- og guldklædte popperler, får man muligheden, når Christopher giver koncert den 8. juli.
- Dansk-afrikanske Nabiha besøger Friheden den 22. juli, hvor hun vil fremføre ørehængere som "Never Played The Bass", "Mind The Gap" og "Bang That Drum".
- Rasmus Walter byder sensommeren velkommen den 12. august, hvor den dobbeltplatinsælgende sanger og sangskriver vil fylde Friheden med sin fængende og indfølte poprock.
Alle koncerterne begynder kl. 20, og kommer du før kl. 18, så er prisen 110 kr., efter kl. 18 koster entréen 160 kr. Der er dog mulighed for at få adgang til Tivoli Friheden hele sæsonen igennem – og dermed samtlige 21 koncerter – for 399 kr. Så falder prisen for et turbånd samtidig fra 125 til 89 kr. Køber man et deluxe-sæsonkort for 699 kr., følger turbånd gratis med ved samtlige besøg.
Foruden "Fed Fredag" byder Tivoli Friheden på endnu flere musikalske oplevelser i 2016 – ikke mindst i form af de fire særlige lørdagskoncerter.
- 14. maj: Rasmus Seebach (14. maj)
- 11. juni: Party In The Park med Billy Ocean, Nik Kershaw og Bananarama (11. juni)
- 25. juni: Dizzy Mizz Lizzy (25. juni)
- 13. august: The Show og Queen Machine feat. The National Symphony Orchestra of London – en spektakulær dobbeltkoncert med to bands, der hylder henholdsvis ABBA og Queen
Ved disse fire koncerter kræves der en særlig billet, og der er gode penge at spare for sæsonkortholdere. Billetsalget er allerede i gang via Friheden.dk.