Nyhed

Guide: Her er weekendens 11 essentielle koncerter

Som altid bringer vi et overblik over weekendens 11 mest interessante koncerter

Weekend er lig med tid til at høre lækker musik live. GAFFA har traditionen tro lavet en guide til 11 spændende koncerter i hele landet – nu bliver det også snart køligere igen og tid til at rykke indenfor.

TORSDAG DEN 15. SEPTEMBER

København


Festival of Endless Gratitude, Remisen/KPH Volume (fortsætter til og med 18. september)

Er du også taknemmelig for al den fede musik, film og kunst, der bliver skabt i verden rundt om dig? For niende gang i træk hylder "Festival of Endless Gratitude" alt det nye og spændende, der sker på den internationale kunstscene. Denne gang løber festivalen af stablen mellem d. 15.-17. september på Remisen og KPH Volume. Her kan du blandt andet høre amerikanske Arpanet, danske Gulddværg og britiske Bob Theil.

 

Aarhus


GusGus, Train

Torsdag aften kan du opleve islandske GusGus spille Train op med deres elektroniske lyd, der befinder sig i spændingsfelt mellem techno, dance, trip hop og house blandet med syre-infuserede synths og – til tider – et instrumentalt tvist af nordisk folkemusik. De nuværende fire medlemmer har blandt andet samarbejdet med, og remixet for, mange kendte acts som Björk, Depeche Mode, Moloko og Sigur Rós.

                                                                     


Odense

Homesick Hank, Posten 

Torsdag kan du opleve ødegårdsrocken flyde ud af højttalerne, når danske Homesick Hank giver koncert i Odense. Bandet var et af de første herhjemme, der satte gang i bølgen af americana, og ved udgang af sidste år kom de med albummet ’Beautiful Life’. Fredag kan du opleve dem live på PH Caféen i København. 

Aalborg


Bisse, Studenterhuset


Bisse har haft to hæsblæsende år. Siden marts 2015 har han udgivet ikke færre end fire album. Til oktober kommer hans nye album "Højlandet" på gaden. Torsdag aften kan du se ham spille live på Skråen i Aalborg. 


Simon Kvamm, Skråen (få billetter)

Simon Kvamm står lige nu for at drage ud på sin første solo-tour nogensinde. Turnéen hedder "Simon Kvamm – Vandmand Solotour" og er opkaldt efter hans eget stjernetegn, vandmanden. Torsdag kan du, hvis du er hurtig til at købe billetter, opleve tourens allerførste koncert på Skråen i Aalborg. Turnéen fortsætter i denne weekend til Silkeborg Gymnasium 16. september og Musikteatret Holstebro 17. september.

 


FREDAG DEN 16. SEPTEMBER

København

The Minds of 99 + Julias Moon, Tivoli, Plænen


The Minds of 99 har haft stormende succes, siden de blev dannet tilbage i 2012. De brød igennem ved hjælp af P3's talentkonkurrence Karrierekanonen, og siden er de seks bandmedlemmer blevet rost til stjernerne af landets anmeldere, har udgivet to album og givet talrige velbesøgte koncerter. Du kan høre dem fredag aften live i Tivioli sammen med den populære elektro-pop kvintet Julias Moon. 

Randers


Palace Winter, Café Von Hatten 

Befinder du dig i Randers fredag, kan du opleve den alternative rock-duo Palace Winter, når de fredag aften spiller på Café Von Hatten. Palace Winter har base i København og består af Caspar Hesselager og Carl Coleman. De startede sammen Palace Winter tilbage i 2013, og lige nu turnerer de Europa tyndt. 



Roskilde

Fastpoholmen, Gimle


Fastpoholmen er et otte mand stort orkester, der spiller en blanding af world, folk og reggae. Bandet er dansk/svensk og kendt både fra radioens P3 og for deres festilige live-koncerter. Fredag spiller de op til fest og glade dage på spillestedet Gimle i Roskilde. 

LØRDAG DEN 17. SEPTEMBER


København

David Bowie-hyldest, Huset-KBH

Den 10. januar i år døde verdensstjernen David Bowie. Nu kan du komme med til hyldestkoncert af legenden i Huset i København. Aftenen byder på klassikere som "Space Oddity", China Girl", "Warszawa", "Hallo Spaceboy", "Diamond Dogs" og "I'm Afraid Of Americans", fortolket af de fire danske kunstnere Techne, True North (alias Kristian Riis og René Munk Thalund fra Nephew), Neo Tec og Ras Bolding. Endvidere vil DJ's Duch og Totem sørge for rette stemning før, mellem og efter koncerterne med musik af, naturligvis, David Bowie.



Golden Days: Musikalsk hyldest til 70-erne, Ku.Be

Tag med på en tidsrejse tilbage til 70-erne, når festivalen Golden Days lørdag aften arrangerer en hyldest koncert til tiden, hvor musikken for alvor var politisk og samfundskritisk. Danske bands og musikere fortolker på hver deres måde 70'ernes musikalske strømninger. Tag blandt andet med Lorenzo Woodroses (kendt fra Spids Nøgenhat) syretrip-univers, hør Det Kønne Kartel synge sange med bid om social retfærdighed og rock med til Modern Ages nutidige fortolkninger af 70'ernes garagerock. 



Aarhus


Oppenheimer, VoxHall

Oppenheimer er en aarhusiansk 1-dags festival, der siden 2000 har været med til at sætte dagsordenen for ny dansk musik. Hvert år kæmper hundredvis af navne om at få en plads på plakaten. Tidligere har bands som Duné, The Blue Van, Fallulah og Velvet Volume  spillet på festivallen. Dette års festival byder på fem acts: De Underjordiske, Aksglæde, Saint Best, Diet og Johann.


 


Anbefalelsesværdige koncerter, der dog er udsolgt

Katinka, Atlas, 15. september

Jacob Bellens, Aros, 16. september


ANNONCE