Vi har talt med sangeren og sangskriveren forud for weekendens to koncerter i Aarhus og København
Efter en stort anlagt februarkoncert med symfoniorkestret Copenhagen Phil, der faldt sammen med udgivelsen af det roste album "ViLLA", vender Nikolaj Nørlund tilbage til de danske scener i bandsammenhæng. Han vil være at opleve med en nysamlet sekstet den 30. september i Musikhuset, Aarhus, og DR, Koncerthuset Studie 2, København, den 1. oktober.
Vi har stillet Nørlund en stribe spørgsmål om hans seneste album, den nye ep "Turisten" og de kommende koncerter.
Hvilke muligheder giver det i en koncertsituation?
– Det er klart, at jeg ikke kan turnere med Cph Phil – selvom jeg godt gad – men i denne omgang har vi Nils Gröndahl (violin) og Josefine Opsahl (cello) med ud over Adi Zukanovic (pno+keys) Anders Christensen (bas) og Oliver Laumann (trommer), så det bliver nogle andre slags arrangementer, noget mere elektrisk, noget mere kammer. Men vi spiller jo matereriale fra hele min karriere, naturligvis. I øvrigt har sangene fra "ViLLA" vist sig at være meget skalérbare, det vil sige, at man kan spille i alle mulige forskellige opstillinger. Udover med Phil har jeg allerede spillet dem både solo, trio, kvintet, og denne gang er det altså sekstet.
Du har stillet guitaren. Tænker du, at det er en anden historie, du gerne vil fortælle? Og i givet fald hvordan?
– Vi synes ikke, der var plads til guitar på "ViLLA", og det var en rigtig lækker oplevelse kun at synge. Det er svært at forklare, uden at det bliver for nørdet, men musikalsk set er det bare noget helt andet ikke at skulle spille, mens man synger. Rytmisk føles det friere. Men det bliver også en anden historie, som du siger. Hvor den ender, ved jeg ikke..
– Vi arbejder altid med nye måder at spille bagkatalog på, som giver mening i forhold til den koncert, vi har gang i. Det er noget, man mærker og skruer på, når man hører sangene op mod hinanden. Det kommer an på, hvad der er brug for.
Du har netop udgivet ep'en "Turisten". Kan du sige lidt om hver sang?
– Ja, vi kommer nok til at spille en eller to.
Hvorfor er det vigtigt for dig at fortolke andres sange?
– For mig er det en helt naturlig del at det at spille. De fleste mennesker synger og spiller alle mulige sange hele tiden, uden at tænke over det. Til jul for eksempel. Hvis der er en sang, jeg har lyst til at spille, så gør jeg det. For 100 år siden levede musik kun, fordi folk spillede andre folks sange. At man så er begyndt at indspille musik, så der foreligger en eller anden version, behøver jo ikke at betyde, at man skal holde op med at spille sange. Selv Dylan fortolker jo Dylan hver dag. Han taler om de gamle plader, som hvordan de lige havde lyst til at spille sangen den dag. En indspilning er ikke en lovgivning. Jeg har ikke nogen holdning til, om mine versioner er bedre eller dårligere end andres. Men de er, som vi havde lyst til at lave dem. Den dag.
