Nyhed

Miley Cyrus indspiller sang om Jordens forfald med sin far

På Billy Ray Cyrus’ nye album synger datteren Miley med på det ni minutter lange nummer “Prayer”.

Miley Cyrus og hendes far – countrysangeren Billy Ray Cyrus, der er kendt for hittet “Achy Breaky Heart” fra 1992 – er gået sammen om at indspille en duet, hvor de synger om tidens klimaproblemer, skriver NME.com. “Prayer”, som sangen hedder, blev til under spontane omstændigheder, da Billy Ray Cyrus var i studiet for at indspille sit nye album “Thin Line”.

“Miley synger, hvad der faldt hende ind på det tidspunkt. Den [sangen] er en blanding af frem-og-tilbage-snak og omgivende sang om ødelæggelse af Jorden samt andre menneskeskabte sygdomme. Men på en måde forbliver sangen håbefuld,” siger Billy Ray Cyrus til webmagasinet Taste of Country. Aerosmith-guitarist Joe Perry gæster også “Thin Line”, der udkommer den 9. september.

På nummeret kan man også høre lyden af en tibetansk syngeskål, som er en slags klokke, der hviler på et stabilt underlag, frem for at hænge i luften som en almindelig klokke gør. Billy Ray Cyrus har fået denne tibetanske syngeskål af sin datter. Måske som en forsoningsgave, der skal lette på efterdønningerne ved Miley Cyrus’ markante harmskifte, som hun foretog for tre år siden, da hun lagde Hannah Montana på hylden og trådte ud i verden på en … knap så uskyldig Hannah Montana-måde? Ja, det er selvfølgelig kun noget, vi kan gisne om, men tanken er meget sød.


Siden “Achy Breaky Heart” har Billy Ray Cyrus udgivet 13 studiealbums, og seneste album fra Billy Ray Cyrus var “Change My Mind”, der udkom i 2012. Ligesom sin datter havde Billy Ray Cyrus også en rolle i Disney-serien Hannah Montana, der kørte på Disney Channel indtil for fem år siden.

Varm op med “Achy Breaky Heart”, mens vi venter på Billy Ray Cyrus’ nye album:


ANNONCE