Nyhed

Rock- og metalbands hjælper kræftramte børn

Normalt er hård rock og metal ikke umiddelbart noget, man forbinder med kræftramte børn, men det vil tourkonceptet "Prime Is Coming" lave om på.

Kunne du tænke dig at opleve noget af det bedste, den danske rock- og metalscene har at byde på, og samtidig donere penge til et godt formål? Det lyder næsten for godt til at være sandt, men nu vil "Prime Is Coming" lancere et nyt tourkoncept, der hen over tre intense dage kører tværs over landet med noget af det bedste, den danske moderne rock- og metalscene har at byde på. Og overskuddet fra de mange koncerter vil gå direkte til Børnecancer Fonden.  

Visionen bag "Prime Is Coming" er at skabe opmærksomhed på rock- og metalgenren med den ene hånd og samtidig at få skrapet en masse penge sammen til kræftramte børn med den anden. I alt vil 10 danske rock- og metalbands bakke op om konceptet og hjælpe de kræftramte børn.  

"Prime Is Coming" løber af stablen midt i januar i Odense, Aarhus og København. Her vil 10 rock- og metalbands samles på to scener på hvert spillested for at give det fremmødte publikum et originalt møde med rock- og metalgenren. Koncerterne vil være intense og korte og præsentere noget af det ypperste indenfor dansk rock og metal. 


Efter planen vil "Prime Is Coming" allerede i 2018 blive udvidet til foregå på hele 8-10 spillesteder fordelt over en hel måned. Bag konceptet står Prime Collective, der arbejder benhård for at fremme dansk rock og metal i et mediebillede med stadig stigende konkurrence og hårde betingelser. Mirza Radonjica, der er ejer af Prime Collective, uddyber idéen bag "Prime Is Coming": 

“Vi har hårde betingelser i mediebilledet i Danmark, og det er jo, hvad det er. Derfor er det vigtigt for os ikke at lade stå til og græde snot over det. Hele Prime holdet arbejder stenhårdt på at holde os proaktive og skabe projekter, der kan åbne øjnene på for den danske rock og metal. I sommer var det en kæmpefest på distortion, til vinter pakker vi en turistbus med 10 bands og noget presse, der normalt ikke kigger vores vej. Vi glæder os.”

"Prime Is Coming" giver alt overskuddet fra deres koncerter til Børnecancer Fonden. Touren lægger i første omgang vejen forbi Posten i Odense den 12. januar, V58 i Aarhus den 13. januar samt Huset i København den 14. januar.


Programmet for festivalen ligger endnu ikke helt på plads, men det bliver helt sikkert hårdslående rock og metalbands fra Danmark. Herunder kan du høre smagsprøver fra fire af de bands, der allerede nu er offentliggjort til "Prime Is Coming" til januar. 

Siamese (billedet)



CABAL

Cold Night For Alligators


Sons Of Death Valley

ANNONCE