Nyhed

Koncerter i både Store og Lille Vega afbrudt fredag aften – grundet slagsmål og stemmeproblemer

Hverken Kid Ink eller Rag'n'Bone Man fik mulighed for at spille hele deres planlagte sæt til ende

Det var en dramatisk aften i Vega i aftes. Koncerterne i både Store og Lille Vega blev afbrudt før tid, grundet henholdsvis slagsmål og sygdom.

I Store Vega blev koncerten med rapperen Kid Ink afbrudt grundet slagsmål i salen. Ifølge BT kom 15-20 personer i en kæmpe slåskamp, og politiet blev tilkaldt. Koncerten blev afbrudt og ikke genoptaget, men den havde også varet i noget over en time.

I Lille Vega måtte den engelske sanger Rag'n'Bone Man (billedet), kendt for hittet "Human", afbryde sin koncert efter cirka en halv time. Her var årsagen stemmeproblemer, læs en beretning fra GAFFAs anmelder her.


Da koncerterne begge steder var i fuld gang, får publikum ikke refunderet deres billetter, fortæller Vegas kommunikationschef Ditte Sig Kramer til GAFFA.

Rag'n'Bone Man vender tilbage til Danmark på årets Roskilde Festival.

ANNONCE