Allan Holdsworth var mest kendt som en musikernes musiker og var dybt beundret af de bedste. Nu er han pludselig død i en alder af 70 år
Det er sjældent, at jeg har hørt, at Frank Zappa og Eddie Van Halen udtalte sig enslydende om noget. Men enige om af engelskfødte Allan Holdsworth var den bedste elektriske guitarist var de altså. Selv om den kræsne Zappa faktisk nøjedes med at kalde ham ”en af de mest interessante fyre på en guitar på planeten” var Eddie Van Halen helt oppe i det røde felt, og andre guitarguder så forskellige som Joe Satriani, Yngwie Malmstein og Rush’s Alex Lifeson ville omtale ham som blandt deres helt store inspirationer.
Nu må de og vi omtale den i England fødte guitarmester i datid. For han døde i forgårs pludselig og uden varsel. Nu er hans døtre fremme på Facebook med nyheden, og beder forståeligt nok om fred og ro til at fordøje savnet.
Allan Holdsworth, som startede ud på en Gibson SG og siden typisk spillede på en modificeret Fender Stratocaster, var en af verdens grænseløse guitarister, som var svær at sætte i bås. For jo, du kunne godt sige, at han lavede en masse, der var ovre i retning af jazz, ikke mindst sammen med trommeslageren Tony Williams, men hans rødder var i artrock’en i hjemlandet, hvor han voksede ud af nogle af de samme sammenhænge som folk som Robert Fripp og Fred Frith. Og blandt de tidlige samarbejdspartnere var netop banebrydende orkestre som Soft Machine og Gong, ligesom han var den foretrukne musiker for Bill Bruford, trommeslageren, der startede ud i progrockbandet Yes og også spillede med King Crimson.
Allan Holdsworth var fri, fordi han dels havde et sind, der konstant drog på opdagelse, men også fordi han som guitarist var så teknisk dygtig, at alt syntes at flyde fra hans utrolige fingre. Det kunne være lyriske forløb, der blev affyret med en saxofons diktion, ikke ulig hans store forbillede, John Coltane, men så kunne det pludselig flyve af sted med en raphed, som få kunne følge. Jeg var vild med hans arbejde på en tidlig form for guitarsynthesizer, hvor han var en pioner.
En tid var Allan Holdsworth med i UK, en såkaldt ”supergruppe”, hvor netop Bruford og den også nyligt afdøde bassist, John Wetton, var med, men Holdsworth holdt ikke længe, for de to andre ville arbejde med faste former, og den grænseløse guitarist ville altså helst gå på scenen og så improvisere fra starten. Evigt den musikalske opdagelsesrejsende. Ligesom han opfandt helt egne tekniker, hvor han droppede plektret og spillede legato på alskens måder og derved opnåede en guitareffekt, der kunne minde ret meget om den, som Robert Fripp bruger.
Frem til årtusindskiftet udsendte han et hav af soloplader, ligesom han medvirkede på mange fremragende album med alskens kunstnere. Ligesom han også for nogle år siden nåede at indgå i endnu en supergruppe. Det var da vennerne Tony Levin (bassist m. King Crimson & Peter Gabriel) og trommeslagerne Terry Bozzio (spillede bl.a. med Frank Zappa) og Pat Mastelotto (King Crimson) kaldte og de for en tur blev til HoBoLeMa.
De sidste mange år boede Allan Holdsworth i det sydlige Californien, hvor han altså også pludselig døde.
ALLAN HOLDSWORTH (1946-2017) – Æret være hans minde.
