Den islandske sangerinde giver lyd fra sig for første gang i et stykke tid i form af en video til nummeret ”Notget”
Det er ikke usædvanligt, at sangerinden Björk skiller sig ud fra mængden. Det er dog et stykke tid siden, musikverden har hørt noget fra den bemærkelsesværdige eksperimentalkunstner. I nat har hun udgivet en splinterny musikvideo til nummeret ”Notget” på de sociale medier. En video, der, meget i stil med sangerindens musik, er meget eksperimenterende – her ved brug af Virtual Reality-formatet.
Musikvideoen forestiller Björk i en computeranimeret udgave, der under vandet synger og langsomt lyser op, inden hun meget storslået opsluges af sit eget lys. Værket blev for nylig vist i VR-format ved en udstilling, der turnerer rundt i til diverse storbyer, og nu deles videoen altså med resten af verden.
Selve sangen ”Notget” er fra sangerindens seneste album ”Vulnicura” fra 2015. Det siges dog, at singer-songwriteren er i fuld gang med sit 10. studiealbum. I et interview med Fader røber Andrew Thomas, der har instrueret nogle af islændingens øvrige musikvideoer, at han arbejder på en ny video til hendes nye album, som hun ”allerede har skrevet en del af”.
Björk optrådte senest i Danmark på Orange Scene under Roskilde Festival 2012, som GAFFA-anmelder Espen Strunk gav fuldt hus i form af seks stjerner.
Den computeranimerede musikvideo ”Notget VR” kan ses i linket nedenfor.





