Nyhed

”Best Fight Against the System” – MTV VMA var fuld af politiske indslag

GAFFA.dk - Alt om musik

“Det er kun 15 dage siden min datter Heather blev dræbt, mens hun protesterede mod racisme. Jeg savner hende, men jeg ved at hun er med os i aften” – sådan indledte Heather Heyers mor, Susan Bro, sin præsentation af den nye pris “Best Fight Against the System” til dette års VMA.

MTV’s årlige prisuddeling Video Music Awards (VMA) hylder musikere og i særlig grad deres musikvideoer, men til dette års prisuddeling var det ikke til at komme uden om en række politiske tiltag. Blandt andet gik en række transpersoner fra USA's væbnede styrker på den røde løber i protest mod Donald Trumps beslutning om at nægte transpersoner at tjene i hæren, og MTV indførte den nye pris ”Best Fight Against the System”.

Et andet stærkt politisk øjeblik var, da den første pris blev præsenteret af Paris Jackson, Michael Jacksons ældste datter. "Vi må vise de her nazistiske, hvid magt-idioter i Charlottesville og over hele landet, at som en nation med frihed i vores slogan har vi ingen tolerance over for deres vold, deres had og deres diskrimination," ytrede den unge Jackson.


Selvom mange af de politiske indslag var præget af den aktuelle politiske situation i USA, rakte de politiske budskaber dog også længere end det. En af de nominerede til ”Best Fight Against The System” var nemlig Alessia Cara med sin sang ”Scars to Your Beautiful”, hvor hun opfordrer til kropspositivitet, og i sin takketale havde P!NK et lignende budskab om at være tro mod sig selv. MTV har også fået ros for at omdøbe deres ikoniske astronaut-statuette fra ”Moonman” til ”Moonperson”.

På trods af at titlen ”Best Fight Against the System” er ny, er prisen faktisk gammel. Den blev introduceret tilbage i 2011 under titlen ”Best Video With a Social Message” og hed således frem til 2015, hvorefter den forsvandt fra prislisten i 2016. I år er den så blev genindført under denne nye titel, fordi det ifølge MTV ”reflekterer publikums passion og aktivisme omkring social retfærdighed”. Og skal man dømme ud fra publikums applaus under Susan Bros tale, har MTV fat i den rigtige ende. Du kan se hele Susan Bros tale herunder.

Alle seks nominerede til prisen "Best Fight Against the System" blev erklæret vindere.

ANNONCE