Nyhed

Det synes publikum om Wonderfestiwall

GAFFA.dk – alt om musik

Festivalen på den smukke solskinsø Bornholm, der i år kunne fejre 10 års jubilæum, er forbi. Vi spurgte nogle af de omkring 6000 besøgende gæster, hvad de synes om årets festival.

 

Mikkel, 28 år, Humlebæk, grafiker

 

Hvordan synes du, festivalen har været?
– Jeg er meget positivt overrasket! Det er første gang vi er her, og selvom Wonderfestiwall er af en ret lille størrelse, så er det ikke noget, man kan mærke. Det er specielt fedt, at de har gjort så meget ud af pladsen.


Hvad var højdepunktet?
– Det var uden tvivl Carpark North. Det er første gang, jeg har set dem, og det var en sindssygt vild oplevelse.


Hvad var bundskraberen?
– Det må have været Trentemøller – det var alt for syret til mig.

Kommer du tilbage næste år?
– Ja, det kunne jeg helt sikkert og så medbringe nogle flere venner, så vi kunne opleve det sammen.

Hvem vil du gerne se næste år?


– Jeg savner noget mere rock. Det kunne være D-A-D, men også noget yngre, ny rock.

 

 


Mia, 30 år, København, klinisk underviser på et hospital

Hvordan synes du, festivalen har været?
– Den er først og fremmest rigtig hyggelig, fordi det er så småt, så bliver det bare den tand hyggeligere – og mere overskueligt, for den sags skyld. Derudover synes jeg, at det er fedt, at der er så stor diversitet i typen af mennesker. Fra unge til gamle, fra alternative til lidt mere mainstream.


Hvad var højdepunktet?
– Det var Katinka. Jeg kendte hende ikke, men min kærestes søster havde fortalt om hende, så jeg tog ind og hørte hende alligevel, og det var vildt fedt! Det var selvfølgelig ikke lige så stort som til en Suspekt-koncert, men stemningen var noget helt særligt.

Hvad var bundskraberen?
– Jeg kan ikke nævne noget musik, jeg ikke kunne lide, men jeg kommer her også meget mere for selve stemningen. Det er ikke al musikken, der siger mig så meget, så bundskraberen bliver nok vejret for mit vedkommende.

Kommer du tilbage næste år?
– Ja, absolut!


Hvem vil du gerne se næste år?

– L.O.C., det kunne være vildt fedt.

 


 

Keld, 56 år, Nexø, maskinmester

(Billedet mangler desværre)


Hvordan synes du, festivalen har været?
– Jeg har gået meget målrettet efter de navne jeg gad at høre og de har alle været gode.

Hvad var højdepunktet?
– Det var helt sikkert Dúné, indtil strømmen forsvandt (Dúné måtte stoppe deres koncert efter kun tre numre på grund af, at nogle kabler brændte sammen. Gruppen fortsatte dog 25 minutter senere akustisk, red.)

Kommer du tilbage næste år?
– Det er jeg temmelig sikker på, ja.

Hvem vil du gerne se næste år?


– Jeg håber, Sort Sol kommer igen.

 

 


Jasmin, 22 år, Helsingør, pædagogstuderende 

Hvordan synes du, festivalen har været?
– Jeg synes faktisk, at den har været rigtig god. Vejret har været lidt stramt, men folk holder ud, og det har vi også gjort. Stemningen har været i top.


Hvad var højdepunktet?
– WhoMadeWho var en rigtig sindssyg koncert. Derudover synes jeg også, at Kesi gjorde det rigtig godt, han fik publikum med, hvilket er noget, jeg sætter stor pris på.

Hvad var bundskraberen?
– Jeg synes ikke, at der har været en decideret bundskraber. Der har været noget musik, der ikke har været min stil, men jeg synes, alle artisterne har klaret det super godt.

Kommer du tilbage næste år?
– Ja, det kunne jeg helt sikkert. Måske ikke i telt, men i en luksusudgave kunne jeg godt tænke mig at komme tilbage.

Hvem vil du gerne se næste år?


– Hvis det bare må være hvem som helst, så er min største drøm at se Die Antwoord fra Cape Town live.

 

ANNONCE