Nyhed

Fans er utilfredse over at skulle betale for at besøge Elvis’ grav

GAFFA.dk - alt om musik

I næsten fire årtier har tilhængere af Elvis Presley haft højtidelige optog ved hans grav uden at betale en krone. Men det er der blevet ændret på nu. I dag er det 40 år siden kongen af rock’n’roll døde, og nu skal det koste fansene 28,75 dollars, lidt over 180 kroner, at besøge hans grav.

Fred Schwarz har været Elvis-fan i lang tid, og han og hans kone har besøgt graven flere gange.

"Jeg så frem til at tage dertil i år, og så finder de på alt dette. Jeg har ikke lyst til at tage til Memphis længere," siger Schwarz til Associated Press.


Alle besøgende i denne uge har måttet købe et armbånd for at gå op ad den lange indkørsel og forbi Elvis og hans slægninges grav, oplyser Graceland. Armbåndet vil også give adgang til et nyt underholdholdningskompleks på Graceland, som har kostet over 350 millioner kroner.

Tilbage i 50’erne fik Elvis musikverdenen til at hvine med sin banebrydende stil. Da han døde den 16. august i 1977 var han 42 år, og mod slutningen kastede misbrug og problemer med helbredet en skygge over stjernen.

ANNONCE