Nyhed

Medvind på sønderjysk festival

Gaffa.dk - Alt om musik

Når Tønder Festival bliver skudt i gang den 24. august, vil 95 procent af den strøm, der bliver brugt på festivalen, stamme fra vindenergi. Samtidig kommer al den strøm, festivalkontoret bruger året rundt, også fra vindenergi.

Tønder Festival ønskede at drosle ned på brugen af dieselgeneratorer, og tiltaget med at gøre bæredygtighed til et større fokusområde startede tilbage i 2016, hvor 60 procent af festivalens energiforbrug kom fra grøn energi. I år har festivalen så med hjælp fra SE’s vækstpulje og en såkaldt MedVind-aftale fået hævet det tal til 95 procent.

Og tiltaget har ikke kun positive følger for miljøet, men også for festivalens økonomi. Festivalen står nemlig til at få en årlig driftsbesparelse på cirka 100.000 kr. i leje af generatorer, foruden de 25.000 kr., den årligt kan spare på udgifterne til brændsstof.


”Det er det største og vigtigste bæredygtighedstiltag i Tønder Festivals historie, at 95 procent af vores energiforbrug nu kommer fra danske vindmøller” udtaler Kirstine Uhrbrand, administrerende direktør for Tønder Festival.

Tønder Festival bliver afholdt den 24.-27. august.

ANNONCE