Arvtageren for legenden Nusrat Fateh Ali Khan hylder sin onkel og lærermester med verdensturné på 48 koncerter,- en for hvert år denne var på jorden. Fra Faisalabad i Pakistan til et udsolgt Wembley i London. På lørdag spiller Rahat Fateh Ali Khan i DR Byens koncertsal.
Scenen er DR Byens flotte koncertsal og det er på lørdag den 2. september, at det sker. Her ankommer Rahat Fateh Ali Khan med sine to orkestre og giver, hvad der i undertegnedes optik meget vel kan blive en af årets koncerter. Indenfor verdensmusikken og på tværs af alle grænser. Forvent lokale pakistanere, der går totalt bananas. Rejser sig op og svajer til den besættende sufimusik, mens de på skift går mod scenen og overøser stjernen med tusindkronesedler.
Som det altid har været, ja, jeg husker da hans onkel, legenden Nusrat Fateh Ali Khan (1948-97) som hyldes på lørdag, ankom til Aarhus i det, der nu hedder Voxhall og en af de ansatte havde hørt om fænomenet og satte sig for at tælle, hvor meget der rent faktisk regnede ud over sangeren. Der faldt 87.000 kroner!
Stik mod alle odds er det lykkes for Rahat Fateh Ali Khan at vokse sig ud af onklens enorm skygge. Nusrat Fateh Ali Khan var ikke bare en gigant indenfor den specielle pakistanske form for sufimusik, qawwali, men spredte sig også til Bollywood, Hollywood og vestlige stjerner som Peter Gabriel, der var en personlig ven og enorm fan.
Nusrat døde for 20 år siden, hvor hans overvægtige krop endelig gav op på et hospital i London. Det var indenfor samme tidsinterval som Fela Kuti, Prinsesse Diana og Moder Teresa, og dengang skrev jeg for det daværende dagblad, Aktuelt, og kunne i samme ånd som The Minds of 99 bruge Tom Kristensens gamle rubrik til nekrologen over Knud Rasmussen, men om en pakistansk stjerne:
Artiklen der fyldte det meste af et opslag med overskriften Det er Nusrat, der er død, hang til ære og værdighed i mange pakistanske døgnkiosker i de efterfølgende år. Dels på grund af Nusrat og savnet af den beundrede legende, men lige så meget fordi det altså ikke var hverdagskost, at danske dagblade hyldede en pakistansk kunstner på den måde.
Tre år senere ankom så Nusrats arvtager, Rahat Fateh Ali Khan - der havde været korsanger i Nusrats orkester - og han ankom i øvrigt med hele det fede band, anført af sin far, Nusrats bror og følgesvend, Farrukh Fateh Ali Khan (1952-2003), der urokkelig som altid betjente det håndblæste harmonium, som der altid er mindst to af, sammen med tabla'er, dhool-trommer og håndklap, og spillede til en Images-festival i København. Her havde jeg den glæde at hænge ud med bandet hele tiden, total fan som jeg var.
Vi var blandt andet på den kendte Istedgade-restaurant, Shezan, hvor personalet nærmest var i dvale, da vi troppede op midt på dagen. Ingen tjener dukkede op, og til sidst måtte jeg hente dem inde foran fjernsynet med ordene: "Jeg tror nok, at I kommer at fortryde, hvem I ignorerede så længe!" Reaktionen var helt vild: undskyldninger, tårer og overstrømmende glæde. Og mad ad libitum for hvilken ingen regning blev præsenteret. Det var, som om The Beatles var kommet forbi.
Om aftenen skulle den unge sanger så bestå sin prøve, og foran ham sad de ældre dansk-pakistanske skeptikere, der så ham an og ikke gav sig en tøddel. Rahat sang smukt, forsiret, gjorde alting rigtigt, og alligevel var de gamle urokkelige. Og så vovede han sig ud i det, der var Nusrats domæne, nemlig den rytmiske, sindssygt svære skæve scatsang, som kan minde om sydindisk konakol eller rap, og hvor solisten improviserer vildt og river bandet med sig. Og han bestod! Igen tårer og grin og derefter en strøm frem og tilbage til scenen og en regn af pengesedler. Det var helt vildt at være med til.
Koncert i to dele
Og nu er han tilbage i en verden, som drastisk har ændret sig. Bevares, han er en kæmpe global stjerne. Stadig må han slås med skeptikerne, som foretrækker onklen, der da også blev kaldt for Shahen Shah, Kongernes Konge, og det var også helt fortjent. Men Rahat kan en masse andet. Og han har desuden i en digital tidsalder slået igennem som popstjerne og i et væld af Bollywood-film. Altså indenfor verdens største filmindustri i den indiske millionby, Mumbai (tidligere Bombay, deraf navnet Bollywood - den pakistanske version er Lahore, hvor den lokale filmindustri hedder - du gættede det - Lollywood!). Og de to virkeligheder afspejler sig i koncerten på lørdag, hvor der bliver to afdelinger.
Først hyldes Nusrat Fateh Ali Khan, og vi får rendyrket Qawwali, hvor sangerne kappes om at bestige musikalske bjerge, og hvor Rahat topper hver gang. Det bliver alle de kendte hits og et værdigt besøg indenfor i Nusrats tradition. Som har haft mange efterlignere, men hos Rahat med det gamle orkester har lige det ekstra, når det gælder autencitet.
Og efter pausen får vi alle de elskede hits, ikke mindst nogle af de helt friske fra Bollywood. Her er det et veritabelt verdensmusikorkester, som man ser det i de berømte Coke Studio Sessions, som med Pakistan som udgangspunkt har vokset sig stor i hele Asien, og kan minde meget om, hvad Red Bull laver i Vesten.
Jeg glæder mig personligt helt vildt. Qawwali er fantastisk, et orgie i ekstase, hvor sangere og musikere sidder i to rækker og dem bagved klapper i hænderne og der er gang i det medrivende beat fra de nordindiske trommer. Og dem i front smider den ene flotte vokale tirade afsted, der ikke ulig vestlig opera kappes om at nå de højeste toner. Mens de to håndblæste gadeorgeler gentager forsirede melodier og lyder ret meget som trækharmonikaer. Hvor sproget er urdu og oprindelsen persisk, og poeterne for det meste forlængst afdøde sufier som Amir Khosrow (1253-1325), men udtrykket og ekstasen er international og når langt ud over scenekanten.
Det bliver helt vildt på lørdag.