Nyhed

Bikstok er tilbage – ny musik og koncerter i 2018

GAFFA.dk – alt om musik

Bikstok er atter tilbage med ny musik og koncerter i 2018.

Gruppen, dengang kendt som Bikstok Bøgsystem, brød massivt igennem i 2005 med deres debutalbum ”Over stok og sten” og hits som "Cigar" og "Fabrik". De tre medlemmer Blæs Bukki, Eaggerman og Pharfar var nogle af de første til at give den jamaicanske dancehall-musik et dansksproget univers, og det gjorde de med stor humor, sproglig opfindsomhed og musikalitet. Dermed banede de vejen for senere danske dancehall-navne som Klumben, Raske Penge, TopGunn med flere.

Allerede året efter debutalbummet gik medlemmerne dog hver til sit og helligede sig andre projekter som Malk de Koijn, EaggerStunn og producerarbejde, men de vendte i 2013 tilbage med singlen "Delirium" og i 2015 ep'en Uranium, og nu er de så samlet igen.


De tre Stokke varsler ny musik ude i sommeren 2018, og i efteråret giver de så to koncerter, nemlig:

26. oktober, Aarhus, VoxHall

27. oktober, København, Store Vega


Billetsalget begynder 8. december klokken 11.

 

GAFFA anmeldte senest Bikstok på Train i november 2015, hvor anmelder Kristian Pedersen uddelte fem stjerner og blandt andet skrev:


"I slutspurten gør "Cigar" Train til en danseklub og beviser, at Eagger er meget mere end bare gøgler, da han fuldstændig stjæler showet med sine halsbrækkende vers. I det første ekstranummer fortæller Pharfar om, hvordan Bikstok er "Vildere End Dem" – de mange, mange forsøg på at gøre de på én gang musik- og sprogoriginale danske reggaedrenge kunsten efter. Og han har helt ret, for det har ingen formået, siden Bikstok bragte dancehall til Danmark. Igen i aften beviste de, at de er mere end en omgang foran."

LÆS OGSÅ: Anmeldelse af Bikstok, Train, november 2015

 


Varm op med 2015-hittet "80'eren":

ANNONCE