Nyhed

Julekalender låge 11: Hør årets bedste sang ifølge Jens Unmack

GAFFA.dk – alt om musik

GAFFA har bedt en række markante og aktuelle danske kunstnere om at vælge deres yndlingssang fra 2017. Sangene får du her som en julekalender-playliste med en ny sang hver dag og en lille kommentar fra kunstneren om, hvorfor netop den sang er vedkommendes favorit. Vi fortsætter med Love Shop, som i år har udgivet deres 11. og meget roste album Risiko og turneret flittigt.

LÆS OGSÅ: Magien blinker i Jens Unmacks sange (anmeldelse af Love Shop-albummet Risiko)

11. Thåström: Bluesen i Malmö

Sanger og sangskriver Jens Unmack fortæller: – Er det årets bedste nummer? Det er i al fald et, der i livskraft hæver sig tårnhøjt over langt det meste. Thåströms sange er som breve fra en nær ven. Man mærker og føler så uforstillet hans rastløse færd gennem livet. Og man lever med i hans søgen efter nuet, i asfalten på veje afsted, som i byernes lyd. 
 
– På denne Malmö City-sang, der åbner det mesterlige Centralmmassivet-album, hører en vågen Thåström fra en lejlighed om natten containertogenes raslen, og han fornemmer nabokvinden, der hoster fra et sted bag væggen. Han åbner vinduet, ser broen der borte og fly på himlen over København. Han tænker på sin egen fortid af liv i Malmö City, mens byens skærende rytme af nat kommer til ham gennem det åbne vindue. Det lyder af den slags ustemte symfonier, han elsker. Det lyder som kærlighedssyge delfiner. Det lyder som en defekt cello spillet på 120 decibel. Det lyder som bluesen i Malmö.
 
 
Hør hele julekalenderen nedenfor:
 
ANNONCE