GAFFA.dk – alt om musik
I februar døde bassisten og komponisten Nicolai Munch-Hansen, kun 39 år gammel, af en utilsigtet overdosis af alkohol og euforiserende stoffer. Dødsfaldet sendte chokbølger gennem det danske musikmiljø, hvor Munch-Hansen var særdeles vellidt og respekteret.
Nu bliver Munch-Hansen hyldet og mindet ved to koncerter under Vinterjazz i København og Aarhus. Det sker på Den Sorte Diamant i København torsdag den 22. februar og på Atlas i Aarhus fredag den 23. februar med en række danske stjernemusikere, og blandt solisterne finder man Steen Jørgensen og Munch-Hansens mangeårige professionelle og private partner, Kira Skov.
Munch-Hansen var en fast bestanddel af det københavnske jazzmiljø, både med grupper som Beautiful Day og Nicolai Munch-Hansen Sextet og som sideman, hvor hans talent også var anerkendt uden for jazzens verden, idet han spillede med rocknavne som Tim Christensen, Jens Unmack, Kira Skov og mange flere. I 2011 blev Nicolai Munch-Hansen nomineret til en Danish Music Award for årets jazzudgivelse for soloalbummet “Chronicles”, og i 2012 var han nomineret til kritikerprisen Steppeulven som “Årets Musiker”.
I november 2016 udsendte Munch-Hansen, det, der skulle blive hans sidste album, “Det Flimrende Lys Over Brabrand Sø”, hvor musikken er skrevet af Nicolai Munch-Hansen til tekster af digter Peter Laugesen. “Det Flimrende Lys Over Brabrand Sø” fik flotte anmeldelser og blev tidligere på måneden kåret til Årets Danske Jazzudgivelse 2017, den mest eftertragtede pris til Danish Music Awards Jazz.
LÆS OGSÅ: Anmeldelse af Det Flimrende Lys Over Brabrand Sø
Særkoncerten The Music of Nicolai Munch-Hansen består både af musik fra hans egen sekstet, dog med Anders AC Christensen på bas, samt sangene fra "Det Flimrende Lys Over Brabrand Sø". Sangene fra albummet bliver sunget af Kira Skov, Anna Brønsted og Steen Jørgensen (Sort Sol) med et hold af dansk musiks fremmeste musikere samt den engelske Brian Eno-trommeslager Seb Rochford.
Line-up: Sextet feat. Ned Ferm (saxofon), Mads Hyhne (trombone), Jakob Bro (guitar), Søren Kjærgaard (klaver), Anders Christensen (bas), Jakob Høyer (trommer) / Det Flimrende Lys Over Brabrand Sø feat. Kira Skov, Anna Brønsted, Steen Jørgensen, Adi Zukanovic (klaver), Oliver Hoiness (guitar), Anders Christensen (bas), Seb Rochford (trommer)
Billetsalget på Atlas er i gang, og billetter til koncerten i Den Sorte Diamant kan bestilles fra mandag den 18. december kl. 12:00.
LÆS OGSÅ: Nekrolog: Nicolai Munch-Hansen 1977-2017
Varm op med den nyligt offentliggjorte musikvideo til "Rocking Sunday" fra albummet "Det Flimrende Lys Over Brabrand Sø":