Nyhed

Islandske Ásgeir er på vej med nyt album og danske koncerter

Den roste sanger og sangskriver kan opleves live til foråret

Ásgeir Trausti Einarsson er en af Islands største stjerner – nu er den 24-årige sanger og multiinstrumentalist klar med opfølgeren til den storsælgende debutplade fra 2012, “Dýrð í dauðaþögn,” som blev genudgivet på engelsk to år efter med titlen “In the Silence.”

Hans andet album udkommer den 5. maj og har fået titlen “Afterglow,” så han fortsætter med anvendelsen af det engelske sprog fremfor modersmålet islandsk. Den elektroniske indflydelse fra kunstnere som Bon Iver, James Blake og Anohni kan høres på opfølgeren – og på den elektronisk svævende førstesingle, “Unbound,” der kan høres i bunden af nyheden.

Ásgeir var kun 20 år gammel, da debutpladen kom ud, men blev alligevel belønnet med fem forskellige awards i Island, blandt andre “Album of the Year” til Icelandic Music Awards. Det siges, at hver 10. islænding ejer pladen. Godt nok bor der kun cirka 330.000 mennesker i Island – men det er da stadig imponerende!


Ásgeir spiller to koncerter i Danmark i dagene efter udgivelsen:

6. maj: Train, Aarhus
7. maj: Store Vega, København

Billetsalget begynder fredag den 10. februar klokken 10.


Trackliste:

Afterglow
Unbound
Stardust
Here Come the Wave In
Underneath It
Nothing
I Know You Know
Dreaming
New Day
Fennir Yfir
Hold


ANNONCE