Du kan komme gratis en tur rundt i Københavns nye multiarena
Hvis du endnu ikke har besøgt Københavns nye multiarena Royal Arena i Ørestad, får du nu en mulighed, da arenaen holder åbent hus den 26. februar, og der er gratis adgang.
Den røde snor er blevet klippet af H.K.H. Kronprins Frederik – det skete 28. januar (billedet) – og de første koncerter er afholdt, i form af tre udsolgte Metallica-koncerter den 3., 7. og 9. februar, mens koncerten 5. februar blev udskudt til 2. september, da sanger James Hetfield desværre havde mistet stemmen. Nu holder Københavns nye forum for indendørs sports- og kulturbegivenheder så åbent hus for alle interesserede. Til arrangementet bliver det muligt at gå en tur rundt og se arenaen bag kulissen, og de forskellige salgssteder for mad og drikke vil være åbne.
Åbent hus-arrangementet finder sted søndag den 26. februar, og man bestiller billet via Ticketmaster til et bestemt tidsrum mellem 12 og 18. Der er gratis adgang.
Royal Arena er finansieret af Københavns Kommune og Realdania i fællesskab for, med de pågældendes egne ord, "at styrke idrætten, kulturlivet, bylivet og den økonomiske vækst i København og resten af landet." Forventningen er, at Royal Arena vil skærpe Københavns og Danmarks internationale profil og gøre det muligt at tiltrække kultur- og sportsbegivenheder, som man ikke hidtil har kunnet få til Danmark.
Royal Arena er designet af arkitekthuset 3XN og er gjort fleksibel, så der kan afholdes både store og mindre arrangementer inden for alle musikalske genrer, sceneshows og sportsbegivenheder.
Fakta om Royal Arena
- Royal Arena er opført af Arena CPHX P/S, der ejes af Københavns Kommune og Realdania med hver 50 procent. Den samlede anlægspris for Royal Arena udgør cirka 1,4 mia. kr.
- Byggeriet startede i august 2013 – grundstenen til byggeriet blev lagt den 26. juni 2013.
- Royal Arenas maksimale tilskuerkapacitet vil være op til 16.000 gæster, og arenaen kan skaleres ned til en kapacitet på omkring 3.000.
- Danish Venue Enterprise A/S, der er et selskab under den internationale koncertarrangør Live Nation Entertainment Group, er operatør på Royal Arena og står for driften af arenaen. Danish Venue Enterprise A/S forventer, at der vil blive afholdt 60‐80 arrangementer om året.
- Der er indgået en aftale med Sport Event Danmark om et bidrag på 5 millioner kroner årligt i ti år til gengæld for en reservationsret til arenaen i forbindelse med store sportsarrangementer.
- Udover de tre udsolgte koncerter med Metallica, som allerede er afholdt, er der blandt andet offentliggjort koncerter med The Weeknd (udsolgt), Drake (udsolgt), Bruno Mars (udsolgt), D-A-D & Dizzy Mizz Lizzy (få billetter), Marcus & Martinus, Nik & Jay, Aerosmith, André Rieu, Lady Gaga og Céline Dion. Derudover lægger Royal Arena hus til EM i kortbanesvømning i december 2017 og VM i ishockey i maj 2018.
Se mere på www.royalarena.dk