Nyhed

Nick Cave & The Bad Seeds sælger Royal Arena ud på 48 minutter

Mørkemanden og hans orkester er mere populære i Danmark end nogensinde før

Nick Cave & The Bad Seeds synes mere populære i Danmark end nogensinde før. I hvert fald er den annoncerede koncert i Royal Arena 20. oktober deres største danske indendørs koncert i gruppens 34 år lange levetid, og det tog ifølge koncertarrangøren Live Nation præcis 48 minutter at sælge de 16.000 billetter.

På turnéen vil det være første gang, at det europæiske publikum kan opleve sange fra det nyeste, massivt anmelderroste album "Skeleton Tree" live, sammen med andre sange fra Nick Cave & The Bad Seeds' store bagkatalog, der inklusive det nye album tæller 16 studiealbum. Nick Cave & The Bad Seeds turnerede sidst i Europa i 2014, om end Cave også gav såkaldte solokoncerter med udvalgte Bad Seeds-medlemmer i 2015, blandt andet to udsolgte koncerter i DR Koncerthuset i maj 2015.

Massivt anmelderrost album på sætlisten


Det sorgbearbejdende album "Skeleton Tree" var en af sidste års mest roste rockudgivelser på globalt plan. Ifølge anmelder-meta-sitet Metacritic, der samler anmeldelser fra en lang række af verdens største musikmedier, fik albummet i gennemsnit 95 ud af 100 point, svarende til topkarakterer næsten alle steder, og dermed topper albummet Metacritics anmeldelseshitliste for 2016.

GAFFAs Henrik Friis tildelte også albummet de maksimale seks stjerner og skrev blandt andet:

"Nick Caves tragiske tab af den 15-årige søn Arthur sidste sommer italesættes utilsløret fra allerførste tekstlinje, og selv om alle efterfølgende 40 minutter ikke er lige så direkte i budskab eller emne, ér tragedien grundtonen på dette besættende album.


Musikken er minimalistisk. Hviskende skramlede loops, dyyybe mørke synths, tyst percussion, og hvad Warren Ellis og Bad Seeds nu ellers lægger under, mest som underspillet understregning af Caves ord. Nogle gange små sange. Andre gange en ensflydende baggrund for de ordstrømme, der myldrer ud af Caves hjerne. Og som vokser/sænker sig i takt med sindsstemningerne. Eminent." Læs hele anmeldelsen her.

Albummet blev desuden kåret til årets internationale album 2016 af GAFFAs samlede skribenter. Se hele GAFFAs liste over 2016's bedste internationale album her.

Stærkt liveband


Også koncertmæssigt er Nick Cave & The Bad Seeds kendt for at præstere på højt niveau. De fik seks stjerner af GAFFA på NorthSide 2013, mens deres hidtil seneste danske koncert, i Falconer Salen i november 2013, måtte "nøjes" med fem stjener og følgende dom fra anmelder Espen Strunk:

"Som sådan er aftenens koncert på alle måde Cave, som vi kender ham. Samtidig med at det på den anden side ikke giver mening at tale om en "solid standard" netop hér, hvor sammenligningsgrundlaget som sagt er de allerstørste og koncerterne medrivende i særdeles sjælden grad. Jo, Nick Cave & The Bad Seeds er i særklasse. Og det var de også i Falconer i aften." Læs hele anmeldelsen her.

Varm op med åbningsnummeret fra "Skeleton Tree", "Jesus Alone":

ANNONCE