Til sommer kan du opleve kult-elektropunkernes gysershow
Til sommer besøger Skinny Puppy, ét af EBM-genrens store firser-kultbands Danmark med sit industrielle horrorshow, og bandet kan opleves i det københavnske Amager Bio 12. juni.
Skinny Puppys lyd opstod af startfirsernes new wave-bølge, men deres stil er dog mere punket, og de var med til at udvikle en ny genre sammen med bands som Einstürzende Neubauten, DAF og Front 242. Genren har siden udviklet sig til det, der i dag kaldes EBM (Electronic Body Music), som kendetegnes af en mere industriel og dyster lyd.
På scenen kombinerer Skinny Puppy sin lyd med et teatralsk gysershow med teaterblod og afskyelige kostumer, der synes at have inspireret kunstnere som Marilyn Manson.
Skinny Puppy blev dannet af forsangeren Nivek Ogre og cEvin Key i Vancouver tilbage i 1982, og de har sidenhen etableret sig som et af de helt store kultbands inden for EBM-genren og udgivet 14 studiealbum, hvor det seneste er ”Weapon” fra 2013. Nu er de to mænd i midten af halvtredserne, men det afskrækker dem dog ikke fra at turnere rundt i verden med deres skrækindjagende industrielle gysershow.
Facts:
Billetter: Forsalget starter fredag den 3. februar klokken 10.
Hvor: Amager Bio, København
Hvornår: 12. juni
Varm op med "Dig It"