Blandt andre Mads Langer kan opleves i den aarhusianske forlystelsespark
I december kunne Tivoli Friheden i Aarhus offentliggøre de første navne til Fed Fredag 2017. Nu løfter Tivoli Friheden sløret for den næste pakke, nemlig r&b-sangeren og sangskriveren Karl William, r&b-sangerinden Anya, 50 års jubilarerne Gnags, duoen KrebsFalch, pop-singer-songwriteren Mads Langer og folkeheltene Lars Lilholt Band.
Sidste års modtager af P3 Prisen, r&b-sangeren og sangskriveren Karl William, kan opleves til en dobbeltkoncert den 19. maj, hvor et andet af landets fremadstormende navne, tidligere modtager af iByens "Årets Stjerneskud", Anya, optræder med sin elektroniske r&b.
Gnags er en af landets ældste rockgrupper, som kunne fejre 50 års jubilæum til blandt andet Fed Fredag sidste år. Gruppen er kendt for hits som ”Vilde kaniner”, ”Danmark”, "Mr. Swing King" (meget passende til Tivoli Friheden) og mange flere – og 3. februar udgiver de deres første album i mere end otte år, "Nørd". Gnags gæster igen i år Tivoli Friheden til Fed Fredag den 9. juni.
KrebsFalch alias de mangeårige venner Poul Krebs og Michael Falch kan opleves til Skt. Hans i Friheden den 23. juni til det, Friheden beskriver som "en voksen koncertoplevelse".
Mads Langer spiller 28. juli numre fra både sit seneste album ”Reckless Twin” og fra sit efterhånden store og hitspækkede bagkatalog.
Lars Lilholt Band besøger Tivoli Friheden den 18. august efter en velbesøgt 2016-turné, og der bliver helt sikkert noget at synge med på for flere generationer.
Alle koncerterne begynder klokken 20.