Nyhed

Father John Misty annoncerer nyt album – se stemningsfuld kortfilm

"Pure Comedy" er på gaden inden længe

Det vrimler med Father John Misty-nyheder. I går offentliggjorde han sangen og musikvideoen "Pure Comedy", og nu har han netop annonceret, at han udgiver sit tredje album 7. april. Albummet får også titlen "Pure Comedy" og er efterfølger til det særdeles anmelderroste og velsælgende "I Love You, Honeybear" fra 2015. Et album, som blandt andet fik de maksimale seks stjerner i GAFFA.

Father John Misty er desuden aktuel med en 30 minutter lang kortfilm, også med titlen "Pure Comedy", der hører med til albummet, og som du kan se nedenfor.

Bag Father John Misty-aliaset finder vi Joshua Tillmann, som tidligere har udgivet soloplader under navnet J. Tillman og været trommeslager i Fleet Foxes. Siden Father John Misty-debutalbummet "Fear Fun" i 2012 har han markeret sig som en yderst markant stemme i musiklandskabet med blandt andet sangtekster, der balancerer mellem sort humor og alvor, højenergiske liveshows og kryptiske udtalelser i interviews og på sociale medier.


Over albummets 13 numre og 75 minutter behandler Father John Misty ifølge sit pladeselskab Bella Union/PIAS "store temaer som teknologi, berømmelse, miljø, politik, sociale medier, alder, den menneskelige natur og menneskelig kommunikation, ligesom hans egen samfundsrolle og person kommer under luppen."

Tillman har skrevet det meste af "Pure Comedy" i løbet af 2015 og indspillet alle numrene live i studiet i marts 2016. "Pure Comedy" er co-produceret af Josh Tillman og hans langvarige producer Jonathan Wilson. Tillman og Grant James (instruktøren bag videoerne til “Funtimes in Babylon” og “I Love You, Honeybear”) har instrueret filmen "Pure Comedy", en sort/hvid-dokumentar, der følger Father John Mistys unikke indspilnings- og skriveproces. Et hold af seks personer har filmet hvert et øjeblik af albumprocessen, inklusive en one-take-optræden af den 13 minutter lange "Leaving LA" klokken 02 om natten.

"Pure Comedy" indeholder følgende sange:


  1. Pure Comedy
  2. Total Entertainment Forever
  3. Things It Would Have Been Helpful to Know Before the Revolution
  4. Ballad of the Dying Man
  5. Birdie
  6. Leaving LA
  7. A Bigger Paper Bag
  8. When the God of Love Returns There’ll Be Hell to Pay
  9. Smoochie
  10. Two Wildly Different Perspectives
  11. The Memo
  12. So I’m Growing Old on Magic Mountain
  13. In Twenty Years or So

Father John Misty har offentliggjort to europæiske koncerter oven på udgivelsen, nemlig 22. juni i Oslo og 8. juli i Spanien, men endnu ingen danske optrædener – men der ligger som bekendt flere markante festivaler her, blandt andre Tinderbox, Roskilde og, lidt tidligere, NorthSide.

Ovenfor kan du som sagt se kortfilmen "Pure Comedy". Her kan du se den Trump-kritiserende musikvideo til titelnummeret:

 

ANNONCE