Tre lys- og lydprojekter opfordrer københavnere i alle aldre til at opsøge, opleve og interagere med kunsten, byen og hinanden midt i februars vintermørke
I dag offentliggør Frost Festival et program med gratis oplevelser i København. Her kan du opleve lys- og lydværket “The Wave”, vinterbadning samt koncert i Havnebad Islands Brygge og en lysterapibar med øl og beroligende toner.
Den københavnske festival rykker i år for alvor ud i det offentlige rum. Det 80 meter lange lys- og lydværk “The Wave” vil lyse den vintermørke by op fra sin plads på Ofelia Plads i hele Frost Festivals periode, mens arrangementet Ilddåb med ild, lys og koncert med The Orb vil opfordre til at bruge byens havn til vinterbadning, og en Lysterapibar i Pavillon No. 11 ved Kongens Have bliver stedet, hvor besøgende kan lade op på dagslys og høre afslappende musik.
Mikael Pass, direktør for Frost Festival, fortæller om festivalen:
”Frost Festival har længe haft en drøm om at skabe værker og oplevelser i det offentlige rum. Den drøm bliver i år til virkelighed med de gratis arrangementer “The Wave”, Lysterapibar og Ilddåb. Alle tre tænder de lys i vinterbyen og giver københavnerne anledning til at bruge vinterbyen i fællesskab.”
”The Wave”
I hele Frost Festivals periode bliver publikum inviteret på en flerdimensionel fysisk rejse i Københavns Havn, når det 80 meter lange og fire meter høje interaktive lys- og lydværk “The Wave” udstilles på Ofelia Plads.
Værket reagerer med lys og lyd på de besøgendes bevægelser. Publikum vil derfor i fællesskab være med til at skabe en serie unikke lys- og lydbegivenheder, når de interagerer med værket.
”The Wave” er udviklet og produceret af lysdesignkollektivet Obscura, mens tonemester Peter Albrechtsen har skabt værkets lyddesign i samarbejde med black metal-bandet Solbrud, det eksperimenterende klangkollektiv We like We og hiphop-produceren Rune Rask fra Suspekt.
Hver lørdag i udstillingsperioden skifter lyddelen af “The Wave” til at være et nyt lyddesign baseret på ny-indspillet musik af de tre artister. Det sker med performances, hvor Obscura vj’er på værket, og hele det pågældende lyddesign spilles.
Lysterapibar
I år omdanner Frost Festival det lille galleri Pavillon No. 11 til en glødende energikilde: en lysterapibar. Her kan besøgende nyde en Tuborg og en samtale med vennerne og lade tankerne drive mod lysere himmelstrøg til mixtapes lavet særligt til Lysterapibar af Djuna Barnes, Trentemøller og Simon Dokkedal, mens de bliver ladet op af tekstil- og lysdesigner Maria Cramer-Møllers bløde, hvide lys.
Ilddåb - vinterbadning, ildkanoner og koncert
Selvom vinterbadning oplever en stigende popularitet, er det stadig de færreste, der hopper ud i de kolde bølger. Med arrangementet Ilddåb vil Frost Festival og Kulturhavn365 motivere københavnere til at bruge havnebadene om vinteren.
Til arrangementet vil der være ildkanoner og interaktivt lysdesign fra Unmake og Illutron, mulighed for at hoppe i det kolde vand vejledt af Vinterbad Bryggen og Team Bade, og en udendørs koncertoplevelse med albumaktuelle elektroniske The Orb.
Frost Festival lyser det vintermørke København op med skræddersyede koncerter for syvende år i træk.
Facts:
Dato: 4.-26. februar 2017.
Hvor: Forskellige lokationer i København K.
Pris: Der er gratis adgang til alle oplevelserne.
”The Wave”
Hvornår: Den 4.-26. februar kl. 6-24. Første vj-performance kan opleves den 4. februar kl. 18:30. De følgende lørdage foregår det kl. 17:30.
Hvor: Ofelia Plads, Kvæsthusbroen.
Lysterapibar
Hvornår: Alle torsdage, fredage og lørdage i februar kl. 16-21.
Hvor: Pavillon No. 11, Kronprinsessegade 11.
Ilddåb
Hvornår: Søndag den 12. februar kl. 16-19
Hvor: Havnebadet Islands Brygge