Nyhed

Kronprins Frederik til GAFFA i Royal Arena: Stor loge til alle

Traditionen tro lykkedes det for GAFFA at lokke et par ord ud af tronfølgeren til åbningen af Ørestadens nye kæmpehal, Royal Arena

Stor loge til alle, der manglede ikke noget, sagde den overskudsagtige Kronprins, på spørgsmålet om Royal Arena nu havde en ordentlig kongeloge, men derefter ville den leende tronfølger ikke gå i dybden med niveauet af catering, men nøjedes med et "jeg siger ikke noget".

Den – altså cateringen – havde dog ikke været noget særligt, hvis man skulle gå ud fra, hvad der blev serveret for pressen og de fremmødte gæster, da kæmpearenaen i Ørestaden åbnede i går lørdag.

For godt nok var der royalt besøg, og tak for det – kender man den rockglade kronprins ret, så banker det blå blod for rock af den tungere slags, så lur mig ikke, om han indfinder sig, når arenaen for alvor indvies med en stribe koncerter med Lars Ulrich og resten af Metallica.


Der så i øvrigt sammen kan konstatere, at meget vand er løbet i åen, siden kuglerne blev støbt sammen med legendariske Flemming Rasmussen i studiet i mere ydmyge omgivelser andetsteds på Amager.

Men tilbage ved det royale er sandheden nok nærmere, at det er et læskende produkt fra et kendt bryggeri med bopæl i Århus, der profileres gennem navnet, men okay, de gør noget for rocken, og så tager man lidt kommerciel kongerøgelse med.

Før vi fik mulighed for at se selve koncerten blev det til en række taler, hvor en GAFFA-anmeldelse i forbifarten giver bedømmelsen 2 til erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) og 3 til Københavns Kommunes kulturborgmester, Carl Christian Ebbesen, der begge talte varmt og engageret om de fremragende sportsarrangementer, der skulle være, og så lige som en sidebemærkning nåede at nævne musikken.


Til gengæld fik kulturminister Mette Bock og Live Nations direktør leveret nogle spændende pointer, hvor sidstnævnte drog parallel til multiarenaen i Stockholm, Globen, som siden sin åbning for 30 år siden har gjort den svenske hovedstad til et naturligt stop for de største artister.

Derefter klippede Hans Kongelige Højhed snoren, og vi blev lukket ind i det forjættede land, hvor genopstandne Safri Duo stod underligt ensomme og forladte midt på hallens store gulv. Her gav de skarpe smæld fra de høje trommer en idé om, at lyden ikke er helt tosset på det nye sted, og da slet ikke vil være det, når en fyldt sal er kulissen.

Foreløbig får akustikken i Royal Arena sin første seriøse test på fredag den 3. februar med føromtalte Metallica, som spiller fire koncerter. Andre interessante arrangementer i løbet af foråret bliver dansk dobbelt-op med Dizzy Mizz Lizzy & D-A-D, The Weeknd, Rod Stewart og Drake blandt mange andre.


ANNONCE