For første gang i mere end fem år lægger drengene fra New Jersey vejen forbi landet til sommer.
Det populære indieband Real Estate besøger Pumpehuset senere i år for første gang siden 2011. Det sker i forbindelse med udgivelsen af bandets fjerde studiealbum, ”In Mind”, der kommer på gaden den 17. marts.
Bandet skulle ellers have givet en koncert i selv samme spillested tilbage i 2014 under Distortion, men grundet familiære årsager var de nødt til at aflyse. Det er derfor et længe ventet visit, der aflægges den 20. juni, når koncerten finder sted.
Real Estate fik deres debut med det selvbetitlede album tilbage i 2009, men det var først i 2014, at forstadsbandet fik deres store gennembrud, da de skiftede den festlige lyd ud med mere seriøse undertoner på albummet ”Atlas”, som GAFFAs anmelder Pelle Sonne Lohmann kvitterede med fem stjerner.
Billetsalget til koncerten starter torsdag den 2. februar kl. 10. I mellemtiden kan du lytte til bandets nyeste single "Darling" fra deres kommende album.