Hun har prøvet det i udlandet, men ikke herhjemme
Tina Dickow drager på sin første større danske soloturné nogensinde til november.
Igennem sin snart 20 år lange karriere har Tina Dickow spillet i talrige konstellationer. Med lille band, med stort band, med store symfoni- og underholdningsorkestre, på turnéer i duet med Steffen Brandt, på turné som en del af den engelske elektrogruppe Zero 7 sammen med blandt andre den dengang knap så kendte Sia (læs GAFFAs begejstrede anmeldelse fra Vega i 2004), helt alene på scenen på store turnéer i udlandet, ved hyldestkoncerter til Leonard Cohen og ved forskellige arrangementer med et stort kor. Hun har imidlertid aldrig været på en større soloturné i Danmark – før nu.
Fra starten af november giver Tina Dickow nemlig en stribe solokoncerter i Danmark.
Selv udtaler hun:
“I november 2017 tager på mit livs første solo-turné i Danmark. Jeg har været NÆSTEN alene nogle gange, men aldrig turdet gøre det fuldt ud. Og nu skal det sgu være – bare JER og MIG! Og jeg véd, det bliver noget helt, helt særligt!”
Som en hilsen til sine mange fans holdt Tina Dickow 24 timers early bird-salg via sin Facebook-side lige op til jul, og interessen var overvældende.
For eksempel blev koncerterne i Musikhus Aarhus’ Store Sal, Det Kgl. Teaters Gamle Scene samt Operaen udsolgt på et øjeblik.
Der er derfor arrangeret ekstrakoncerter i København og Aarhus, ligesom turen løbende bliver udvidet med nye koncerter rundt omkring i landet.
Rent privat kunne Dickow i øvrigt tidligere på måneden offentliggøre, at hun og gemalen, den islandske sanger, sangskriver og multiinstrumentalist Helgi Jonsson, har fået deres tredje barn, en søn, der bliver lillebror til Josefina (født 2014) og Emil (født 2012).
Turen ser p.t. således ud:
3.11. Tinghallen, Viborg
5.11. Musikhus Aarhus (Store Sal) UDSOLGT
6.11. Musikhus Aarhus (Store Sal) EKSTRA
9.11. Alsion, Sønderborg
10.11. Musikhuset Esbjerg
11.11. Vejle Musikteater
12.11. Operaen, København UDSOLGT
17.11. Portalen, Greve
18.11. Ringsted Kongrescenter
19.11. Det Kongelige Teater, Gl. Scene UDSOLGT
26.11. Musikkens Hus, Aalborg FÅ BILLETTER
27.11. MCH Herning Kongrescenter
28.11. Musikteateret, Holstebr
29.11. Odeon, Odense
30.11. Værket, Randers
11.12. Det Kongelige Teater, Gl. Scene EKSTRA
12.12. Det Kongelige Teater, Gl. Scene EKSTRA
13.12. Roskilde Kongrescenter
Forsalget starter onsdag d. 1. februar kl. 10.00