Nyhed

Årsagen bag branden i Gigantium er fundet

x

Det var en ukrudtsbrænder, der var skyld i branden i den aalborgensiske musik- og stortsarena Gigantium i går onsdag. Det oplyser vicepolitiinspektør Henrik Skals, Nordjyllands Politi, til Nordjyske.dk

En medarbejder har forklaret, at han var i gang med at brænde ukrudt langs arenaen. Pludselig begyndte det at brænde få meter bag ham, hvor han lige havde været med ukrudtsbrænderen, og ilden bredte sig meget hurtigt.

Medarbejderen er nu sigtet for overtrædelse af beredskabsloven og kan se frem til en bødestraf.

Gavlen i den sydlige ende af hallen er brændt helt ned. Se billeder af den brandhærgede bygning på Facebook.


Blandt andre Bob Dylan, Guns N' Roses og Paul Simon har givet koncert i Gigantium, hvor der også fire gange har været afviklet Melodi Grand Prix. Næste musikarangement finder dog først sted 16. marts næste år, hvor Hansi Hinterseer & Das Tiroler Echo efter planen indtager bygningen.

I øvrigt brændte den nu afdøde sanger og sangskriver Flemming Bamse Jørgensens hjem i Aarhus ned i 1994, og den brand var også forårsaget af en ukrudtsbrænder. Herefter måtte Bamse en tid bo hos nogle af sine venner.

 


ANNONCE