Nyhed

Kom helt tæt på kunstnerne til GAFFA Sessions på Roskilde Festival

x

På årets Roskilde Festival Festival vægter GAFFA indhold, projekter, vinkler på musiklivet og skæve konstellationer til kunstnersamtaler i GAFFA Sessions i Trade Zone bag tribunen syd for Orange Scene. Mød op, bliv klogere og byd selv ind. Og selvfølgelig bliver det også en fest. Det er jo Roskilde Festival.

Fredag kl 14.00
Afenginn vs Farveblind
World music og elektroniske beats. Mød to markante artister, fra hver sin lejr, men med mange berøringsflader. Verdensmusikken, et vidt begreb, stormer frem, og Afenginn er en af scenens store trækplastre, med fire DMA'er og et hav af koncerter i bagagen. Et band, der også trækker på såvel punk som nordisk kulturarv. Duoen Farveblind forstår i den grad at holde en fest, mens elektronikken buldrer i baggrunden, men sprænger gerne rammerne, og tog for eksempel en afrikansk sanger med på Spot Festival. Hør om både forskelle og ligheder fra to markante artister fra hver sit udgangspunkt, men med samme energi og passion.

Fredag 17.30
Hun Solo
Nana Jacobi, Kristine Stubbe Teglbjærg 
Det der startede som en engangsforestilling i Roskilde, har udviklet sig til et bærende koncept med adskillige koncerter på bagen, hvor en lang række stærke, musikalske kvinder har deltaget på skift. Mød nogle af hjernerne bag projektet, og hør om tankerne bag, mød nogle nyskabende, kreative damer, og hør hvorfor lige præcis Hun Solo er blevet en kæmpe succes, som i år også optræder på Roskilde Festival.


Lørdag kl 17.30
Anmeldere vs musikere
Simon Yüksel Nielsen (GAFFA), Jan Eriksen (BT), Jakob Jørgensen (Childrenn/Psyched Up Janis), Simon Muschinsky (When Saints Go Machine)
Hvad er en god og dårlig anmeldelse, og hvordan er det selv at blive anmeldt, og hvad skal anmelderne selv lægge ører til? I en SoMe-tid, hvor alle byder ind, og ikke altid med venlige ord, er anmeldelser et eksplosivt emne, som alle har en mening om. Lad os høre din.

ANNONCE