Nekrolog: Ivan Sonne Horn er død, 67 år

Et kæmpe chok har rystet mig i min grundvold: Ivan Horn er død i går. Det er kun ni dage siden, at han gav lyd fra sig på Facebook med ordene: "Hej Torben. Ring til mig en af dagene. Det kommer an på dagsformen, jeg er blevet syg, som du sikkert ved. Bor oppe i Tisvilde pt. Kh Ivan".

Jeg ville interviewe manden, der var den sødeste fyr, man kunne forestille sig, og som dels var et af mine tidligste idoler som guitarist og også et kort stykke tid var min guitarlærer. Det var, da han boede i lejligheden i Larsbjørnsstræde med sin daværende kæreste, Lotte Rømer. Og typisk for Ivan - da jeg ankom første gang med min Greco-strat, en japansk kopi, og han sad der med Fender Stratocasteren, som han havde fået af amerikanske Mickey Baker - smilede han sit utroligt smukke smil og sagde: "Og hvad kan jeg så lære af dig?" Pokkers til tilgang. Og typisk for denne lysende og karismatiske Buddha af en mand.

Ivan var en lokal legende. Jeg er fra Lyngby og var del af en klike, hvor nogle var ældre og derfor havde set Ivan i bandet Blues Addicts, som var så fede, at den legendariske irske bluesguitarist Rory Gallagher tidligt udtalte, at "kontinentets bedste guitarist er Ivan Horn fra Danmark". Født på Nørrebro flyttede Ivans familie til Lyngby, da han var 15 og her lavede han sit band, Old Fashion Pipes, der var en forløber for Blues Addicts.

I Blues Addicts spillede Ivan sammen med blandt andre Thorstein Thomsen, der blev kaldt for Gibber, og som han også siden skulle møde i Charlatangruppen - senere forkortet til Charlatan - som Ivan producerede. Et andet sent medlem af Blues Addicts var en vis Carsten Valentin Jørgensen - men for alle os rødder var det Ivan, der var idolet i de år. Det var med ham, vi kommunikerede, og som vi stod foran, og han var den mest smilende guitarist, du nogensinde kunne opleve. Positiv og uden skyggen af nykker. Mens han bare trykkede den af!

Alligevel er det selvfølgelig som kapelmester i "det ganske lille band" at Ivan Horn især vil blive husket. Her spillede han sammen med Erik Falck, som var en herligt direkte bassist og som vi i øvrigt også mistede for nylig. Og med trommeslager René Wulff og selvfølgelig C. V. Jørgensen. For min indre "hifi grammo" spiller Bellevue fra Storbyens Små Oaser, hvor netop Ivans funky og helvedes elegante guitarspil bærer nummeret, mens Carsten vidunderligt fabulerer om Arne Myggen og pigerne på Bellevue, og vi er tilbage i barndommens land, som for en Lyngby-dreng som jeg, der også gik i skole i Taarbæk klos op ad Bellevue, var en lokalitet, som altid bliver vækket, fordi de drenge gav det så meget følelse og drivende nostalgi.

Festen fortsatte, da bandet blev udvidet med Thomas Grue, og Vild i Varmen cementerede succesen og vi pludselig var et pænt stykke fra Flik-flakker og Loui's Band, men fadede ud i inderlige Clue, som var en af de mere undervurderede stjernestunder indenfor danskrocken. Så kom Lotte Rømer med i bandet fra Hos Anna, og da C.V. efterfølgende skred for at spille med Ivans nære ven, Billy Cross, fortsatte det øvrige band med C.V. Moto, som jeg oplevede på Roskilde Festival. Men trods en fed og anderledes koncert, var det en æra, der var slut der.

-----

Ivan var også en igangsætter. Som producer for bands som Witchcross, som så vidt huskes kom fra Hillerød, og havde en sanger af de mere exceptionelle i Alex Nyborg Madsen. De to skulle senere i et kvart århundrede gestalte Jimmy Page - med kraftig inspiration fra en Jeff Beck måske - og Robert Plant i de sindssygt populære Led Zeppelin Jam. Men også som komponist og musiker i en lang række sammenhænge indenfor film og teater markerede Ivan sig.

Hjertet græder over den fyr. I slut-1970'erne havde jeg og vennerne en klub i Lyngby, der hed Hobitten (sorry, vi stavede det sådan). Og her var der specielt en koncert lillejuleaften 1978, hvor C.V. Jørgensen kom forbi og med Ivan på absolut hjemmebane spillede så himmelråbende funky, med det helt specielle twang, hvor pickup-skifteren var på midterpositionen, og bagsiden af langefingeren berørte strengen svagt, så lyden fik masser af overtoner. Her spillede Ivan os langt ned under gulvbrædderne på en måde, der havde fået en James Brown til at hyre ham på stedet. Mens vi stod der fulde af taknemmelighed overfor et Lyngby-band, der aldrig glemte sine rødder og i øvrigt sammen med en anden savnet ildsjæl, manageren John Rosing, der havde ringet i sidste øjeblik og sat koncerten op i klubben på Ny Lyngbygaard ved Lyngby Lokalstation.

-----

Ivan Horn er død. Det er helt vildt. En sol, for helvede. De bedste drager altid afsted først. Var i Melsted på Bornholm for to dage siden og interviewede keyboardspilleren Thor Backhausen til en bog, og vi snakkede om Ivan. Som havde annonceret sin ankomst til netop Bornholm. Nu blev det et andet paradis, der fik fint besøg.

Mine tanker går til Ivans familie. Til hans søde datter, der pænt svarede mig i flere omgange, da Ivan for et par måneder siden var blevet indlagt i al hast. Tak!!

Og tak, Ivan. For inspirationerne, guitarsoloerne, den positive udstråling, det smukke og drengede smil. Du var en ener og vil blive savnet som en sådan.

Kærlig hilsen

Torben