x
Tidligere på måneden udgav rapperen Pede B ”Din Måde” feat. Jonas Rendbo, og nu er han klar med en akustisk udgave af sangen og dertilhørende musikvideo. Se den nedenfor.
Den akustiske musikvideo stiller for alvor skarpt på Pede B’s flow og Jonas Rendbos soulede vokal. Du kan se videoen og høre den akustiske udgave af ”Din Måde” nedenfor.
Om valget af netop Jonas Rendbo fortæller Pede B:
– Jonas er en skjult juvel i dansk musik. Jeg er super glad for, at han ville være med på pladen, og det er en ære endelig at lave noget op ad hans vokal. Jeg vidste, jeg kun kunne bringe mit A-game, hvis han ville være med på tracket.
I sangen giver Pede B en række gode råd til sit yngre jeg. Det handler om usikkerhed, og hvordan den lange vej til målet sommetider kan være den bedste. Nummeret trækker tråde til de mere dybe og personlige numre fra Pede B’s bagkatalog som for eksempel ”Jeg Har En Ven” og ”Beskyttergen”.
”Din Måde” er den anden single på Pede B’s kommende album "Sparring", der udkommer den 15. september 2017. I den forbindelse tager rapperen på efterårsturné – en turné, der starter med releasekoncert i Amager Bio den 14. oktober.





