GAFFA – alt om musik
Den 25-årige danske popsanger Malte fra Holbæk er klar med sin første single, "Dans som jeg var kendt" og den tilhørende, underholdende video. Her danser Malte rundt i en række rum, hvor der sker lidt af hvert. Se videoen nedenfor.
Om singlen siger Malte: ”Først og fremmest handler den i reneste forstand om at drømme. Men også om frustrationen over ikke at være blevet til noget endnu. Det handler om følelsen af at stå til andres koncerter og synes, at de er vidunderlige, men samtidig stå og tænke: ’hvorfor danser de ikke, som jeg var kendt? ”
"Dans som jeg var kendt" er produceret i samarbejde med Viktor Hagner og Nichlas Malling fra Noréll. Sangens tekst er skrevet sammen med Clara Sofie Fabricius, kendt for hittet "Når tiden går baglæns" med Rune RK.
Malte begyndte i en tidlig alder at interessere sig for musik. Hans dedikation til musikken skaffede ham blandt andet et musiklegat, da han dimitterede fra gymnasiet.
Med singlen følger en musikvideo, som opsummerer nogle af de scenarier, man går igennem på vejen til succes.
”Den visualiserer godt, hvordan det er at gå alene med sine drømme og alle de facetter, man gennemgår for at nå dertil – man kan virkelig være alene med sine op-og nedture,” siger Malte.