Nyhed

Ariana Grande annoncerer stjernespækket mindekoncert

Katy Perry, Coldplay, Take That og flere stjerner optræder

Ariana Grande har sundet sig en uges tid oven på bombningen i Manchester, hvor 22 blev dræbt og mere end 100 såret. Nu har hun samlet en gruppe imponerende navne, som er klar til at give en mindekoncert.

Foruden Grande optræder Justin Bieber, Katy Perry, Miley Cyrus, Coldplay (med forsanger Chris Martin på billedet), Take That, Pharrell Williams, Usher og One Directions Niall Horan til højtideligheden, som finder sted på Manchesters Old Trafford-cricketbane den 4. juni. Billetterne kommer i salg torsdag den 1. juni.

Hele overskuddet fra koncerten vil gå til We Love Manchester Emergency Fund, en nødfond, som er blevet sat op af Manchester byråd i samarbejdet med britisk Røde Kors. Fonden har allerede indsamlet mere end 11 millioner britiske pund, svarende til omkring 93 millioner kroner.


Grande har desuden tilbudt gratis billetter til alle, som deltog ved hendes koncert i Manchester den 22. maj, hvor sømbomben gik af.

sin Facebook-side skrev Grande forleden: "Musik skal helbrede os, bringe os sammen, gøre os glade. Så er det hvad det skal fortsætte me at gøre for os. Vi vil fortsætte med at ære dem, vi har tabt, deres elskede, mine fans og alle, som er påvirket af denne tragedie. De vil være i mine tanker og i mit hjerte hver dag, og jeg vil tænke på dem med alt, hvad jeg gør, resten af mit liv."

Oasis-sangeren Liam Gallagher har netop spillet en koncert, hvor han tændte 22 lys på scenen og donerede overskuddet til ofrene for bomben.


 

 
ANNONCE