Det norske alternative popband gæster landet til efteråret
Det norske alternative popband Kakkmaddafakka er tilbage i Danmark efter et succesrigt 2016 i Danmark med store koncerter på Spot og Roskilde Festival samt fulde sale i efteråret på Train i Aarhus og i Store Vega.
Gruppen giver atter koncerter på Train og i Store Vega, henholdsvis 13. og 14. oktober. Billetsalget er netop gået i gang.
Kakkmaddafakka er et af Norges mest succesfulde bands de seneste år. Bandet blev dannet i 2004, da medlemmerne kun var 15 til 18 år. Her godt 10 år senere er Kakkmaddafakka en del af den såkaldte Bergen-scene sammen med navne som Erlend Øye, dennes band Kings of Convenience og Kygo.
Kakkmaddafakka er på vej med et nyt album, og førstesinglen udkommer i juni og bliver fulgt op af 1-2 singler mere, inden albummet udkommer til efteråret.
GAFFAs anmelder Christian Erin-Madsen var begejstret, da Kakkmaddafakka gav koncert på Roskilde Festival 2016, hvor han uddelte fem stjerner og blandt andet skrev: ”We can dance all night long,” synger de i en passage på "Young You". Det var den følelse, de tatoverede ind i dansebenene på folk." Læs hele anmeldelsen her.