Nyhed

Hvad vil du spørge album- og turnéaktuelle Love Shop om?

Sanger og sangskriver Jens Unmack svarer på dine spørgsmål

Love Shop udgiver 8. marts sit 11. studiealbum, "Risiko".

I anledning af udgivelsen bringer vi et interview med sanger og sangskriver Jens Unmack, og vi synes, I, kære læsere, også skal have muligheden for at stille ham nogle spørgsmål. Så hvis I har noget, I altid gerne har villet spørge Jens Unmack om, er det bare med at komme til tasterne i kommentarfeltet herunder eller på Facebook, Instagram eller Twitter med hashtagget #loveshopsvarer, senest mandag den 13. marts klokken 13.

Svarene vil blive bragt her på GAFFA.dk og i næste nummer af GAFFA.


Efter at have fejret 25 års Love Shop-jubilæum med både et opsamlingsalbum (”Evergreen”) og en bog (Tommy Heisz' ”Himmelflugt Og Højdeskræk”) i 2015 har Love Shop med sanger og sangskriver Jens Unmack som eneste faste medlem igen været i studiet med sin producer siden 2010, Mikkel Damgaard.

Jens Unmack siger selv om tilblivelsen:

”Risiko” som arbejdstitel var et fikspunkt meget tidligt. Nogen gjorde mig opmærksom på, at det her ville blive Love Shops 11. studiealbum, og historien er så rig på eksempler, at albums med så meget bandhistorie på samvittigheden så nemt kan gå galt. For de, der når så langt er oftest stivnet i udtryk og vanetænkning. Så ”Risiko” er ment som en ansporing til at grave dybt og ikke tage noget for tilbagelænet. Men også for at signalere til verden derude, at her stadig skal være gnister, levende intuition, evig ungdom og det hele i spil, selvom Love Shop er et band med en granvoksen historie.”


Jens Unmack fortsætter: ”Jeg havde et ønske om, at vi skulle lave en kort og direkte plade, uden et gram fedt for meget på sidebenene.”

GAFFAs anmelder Jan Opstrup Poulsen var begejstret for Love Shops sidste album, "Kærlighed og straf" fra 2014. Han tildelte det fem stjerner og skrev blandt andet: "På bandets 10. album synger Jens Unmack med usvigelig klarhed i sin helt egen poesi, der indeholder alle de drømme og savn, som en god popsang nu en gang er lavet af. Og Jens Unmack er som altid ikke bleg for at bøje det i neon. Det er den velkendte dryppende melankoli og duften af barndommens uskyld, der strømmer ud af højtaleren." Læs hele anmeldelsen her.

Love Shop tager på stor "Risiko"-tour startende i Randers den 9. marts og sluttende i DR Koncerthuset i København den 1. april. Læs mere om turnéen her.


Tracklisten er:
01 Verdensmestre
02 Aldrig Træt Aldrig Mæt
03 Skøjteløb På Bagsværd Sø
04 De Forelskedes Smag I Din Mund
05 Mørkets Hastighed
06 For Den Engelske Regn
07 Triumf
08 Mennesker Har Brug For At Tale Om Natten
09 Istid Farvel
10 Kom Aftenernes Farvel

Varm op med førstesinglen "De Forelskedes Smag I Din Mund":


 
ANNONCE