Nyhed

Spot Festival klar med flere navne – blandt andet Gulddreng alene med klaver

Også Teitur kan opleves i selskab med barokorkester

Spot Festival har netop offentliggjort en stribe nye navne, heriblandt de fire solister, der skal optræde ved den såkaldte Naked-koncert, hvor Gustaf Ljunggrens klaverspil bliver eneste akkompagnement. De fire solister bliver så forskellige kunstnere som r&b-sangerinden Anya, pop-parodisten Gulddreng, den sjæleudkrængende sangerinde Katinka Bjerregaard fra gruppen Katinka og endelig Sebastian Wolff, sanger og sangskriver i de anmelderroste mørkemandsrockere Kellermensch.

I en anden boldgade kan man opleve det færøsk-amerikanske makkerpar, sangskriveren Teitur og komponisten Nico Muhly, der sammen vil opføre deres fælles værk "Confession", som udkom i 2016. "Confession" er et 14 numre langt værk, hvor teksterne er inspireret af – og direkte hentet fra – videoer og såkaldt almindelige menneskers kommentarer på YouTube.

Projektet blev startet i 2008 i den hollandske by Eindhoven, hvor Nico Muhly i forvejen var huskomponist hos byens Muziekgebouw og havde forelsket sig i husets barokorkester – og den udfordring, der lå i at lave moderne værker til et historisk traditionelt orkester. Først skabte Muhly og Teitur fire numre sammen – så i 2009 ti mere, så der var til en koncertoptræden. Og i oktober sidste år blev ”Confessions” så udgivet af det velanskrevne amerikanske pladeselskab Nonesuch (Laurie Anderson, Emmylou Harris, Wilco med flere) samtidig med en opførelse i New York. 

Til Spot bliver værket opført med et barokorkester sammensat af musikere fra Aarhus Symfoniorkester. 

Endelig byder Spot på "Millennium – en filmkoncert". En kombination af musik og billeder fra blandt andet Millennium-trilogien og danske tv-serier som Rejseholdet, Ørnen, Krøniken med mere med den danske musiker og filmkomponist Jacob Groth, Danmarks Underholdningsorkester og The Danish Filmharmonics.

Spot Festival finder sted i det centrale Aarhus 4.-7. maj.


ANNONCE