Sydstatsenglene vil for første gang i seks år vende tilbage til landet med koncert i efteråret
Efter seks år uden besøg af nogen art vender den amerikanske psychrock-gruppe The Black Angels tilbage til Danmark.
Det vil ske i Pumpehuset i København den 13. september.
Siden succesdebuten med ”Passover” i 2006, hvor populære skæringer som ”Young Men Dead” og ”Black Grease” figurerede, har de sorte engle fra Texas med Alex Maas som frontfigur været med til at definere den neo-psykedeliske lyd anno 2017.
Der er nu gået to år siden, siden man sidst hørte fra den Velvet Underground-inspirerede gruppe i form af ep’en ”Clear Lake Forest”, men nu har maskineriet været i sving igen, og der kan således præsenteres det femte studiealbum fra bandets hånd, ”Death Song”, der udkommer den 21. april. I den anledning gives der derfor koncert til efteråret i Pumpehuset, hvor københavnerne skal forberede sig på en aften i sydstatsrockens tegn.
Med de to første singler fra det kommende album, ”Currency" og ”I’d Kill for Her” er der indvarslet en tendens hen imod et mere klassisk rock-udtryk. Så man skal måske heller ikke være bleg for at give disse engle en chance, hvis man er til rock i bred forstand og stadig har første lytte-oplevelse med englene til gode.
Inden da kan vi lytte til seneste single, "I'd Kill for Her" her: