Nyhed

Ugens Topsify Track: Faustix er "Watching You" – om den kærlighed, der aldrig blev til noget

Den danske producer har allieret sig med sin hollandske kollega Alvaro

Ugens Topsify Track er Faustix med "Watching You"

Faustix fik sidste år det store gennembrud med de to singler "Come Closer" og "Don't U Worry", der nu er tæt på 20 millioner streams.

Dertil kom masser af live- og tv-optrædener samt forskellige nomineringer, blandt andet Danish Music Awards.


Nu har den danske producer/dj/sangskriver taget turen til udlandet.

I Holland mødte han under Amsterdam Dance Event en af de helt store lokale producernavne, Alvaro, der specielt har markeret sig på EDM-scenen de sidste syv år og har udgivet materiale på både Tiëstos og Hardwells labels.

Kemien mellem Faustix og Alvaro blev på kort tid til en molotovcocktail af kreativitet, og de fandt sig selv sammen i studiet, hvor de formede formlen til et nyt hit med en ny lyd, der ikke tidligere er hørt herhjemme.


Det blev til singlen "Watching You", der udsendes i dag den 3. marts.

Faustix har arbejdet på en del nye tracks, og føler med "Watching You", at han har ramt noget helt specielt: "Den nye single er anderledes, indeholder ikke så mange elementer og er mere ligetil, samt at den tørre produktion gør nummeret både tæt i lyden og nærværende i vokalen. Jeg har ventet med at følge op på "Don't U Worry" indtil jeg fandt noget originalt, hvilket nu er sket med "Watching You".

Alvaro tilføjer: "Nummeret handler om dengang, jeg studerede, hvor jeg ikke havde nosserne til at kontakte pigen fra en anden klasse, som jeg var ret vild med. I stedet begyndte jeg at fantasere over en fremtid med hende, årene gik, og jeg fortryder stadig, at jeg ikke gjorde noget ved det. 


Så jeg besluttede at få den "sag" lukket ved at skrive en sang om den følelse."

Faustix' seneste hits har uden tvivl været med til at øge interessen om ham hos nogle af de største virksomheder – og netop nu er Faustix i Los Angeles for at samarbejde med det danske højtalerfirma Soundboks. Det er langt fra første gang, han har lavet aftaler med store virksomheder. Sidste år var Faustix ansigtet for brandet Snickers i hele Norden, og han har tidligere samarbejdet med Disney, NFL, Activision og ABC Networks.

Faustix fortsætter i det nye år med at spille op til fest med festivaloptrædener i Danmark med blandt andet Spot Festival og SmukFest, fire gigs i Norge, blandt andet ByLarm, og en tur til blandt andet Frankrig og Færøerne.


I foråret udsender Faustix så en ep med de tre seneste singler samt flere nye tracks, og så skal han forbi to store prisfester i april, hvor han er nomineret til henholdsvis 5 Club Awards og 3 Danish DJ Awards.

Hør "Watching You" nedenfor.


Hør hele ugens Topsify Denmark-playliste "Ny Musik" nedenfor på Spotify – og husk, at du kan følge den på Spotify, så bliver du løbende opdateret med den bedste nye musik.

 


 

 

 


ANNONCE