Nyhed

Copenhell offentliggør de 16 første metaldrøn

GAFFA.dk - Alt om musik

Offentliggørelsen af de 16 første navne til Danmarks største rock- og metalfestival Copenhell skal nok få metalhjerterne til at banke stål fra den 21. juni til 23. juni 2018. Refshaleøen bliver forvandlet til et tredages øresønderrivende brag med Ozzy Osbourne, Helloween, Nightwish, Parkway Drive, Kreator, Exodus, Sodom, Asking Alexandria, While She Sleeps, Alestorm, Enslaved, Bersærk, Orm, Zeal & Ardor og Igorrr på plakaten.

Efter stor efterspørgsel blandt festivalgæsterne åbnes der som noget helt nyt for en ekstra warm up-dag onsdag den 20. juni - samme dag som Copenhell Camping også åbner. Her bliver festen kickstartet allerede klokken 16.00  i Biergarten, akkompagneret af fire bands på Pandæmonium-scenen. Billetten til warm up-dagen skal købes som tillæg til den almindelige festivalbillet. 

Ozzy Osbourne


I 1982 forvekslede Ozzy Osbourne fejlagtigt en ægte flagermus med en gummifigur af selvsamme og bed hovedet af den i et bistert øjeblik under en koncert i USA. Episoden fik ham placeret på en andenplads på listen over rockens vildeste myter i Rolling Stone. Hvis vi skal kaste blikket mod et mere nutidigt Ozzy-moment, så leverede han en meget rost afskedskoncert sammen med Black Sabbath på Copenhell i 2016. I 2016 vender han tilbage med sit eget band og ingen ringere end den legendariske guitarist Zakk Wylde. Vi håber på en koncert spækket med metalklassikere som ”I Don’t Know”, ”No More Tears”, ”Mr. Crowley”, ”Crazy Train”, ”Perry Mason”, ”Mama, I’m Coming Home” – og den helt særlige live-stemning, som kun Mørkets Fyrste kan skabe.

Lyt til "No More Tears" herunder. 


Helloween

Grundlæggerne af tysk power-metal tager deres “Pumpkins United”-show og ikke mindst to af de helt gamle bandmedlemmer, forsanger Michael Kiske og guitarist Kai Hansen, med til Refshaleøen. Det er en eksklusiv mulighed for at opleve et af Tysklands allerstørste metalbands til en historisk koncert på dansk grund. Bandet bidrager med en af deres største og vildeste opsætninger med hele to forsangere og tre guitarister.

Lyt til "If I Could Fly" herunder. 


Nightwish

Nightwish har en del år og album på bagen, men det var først med deres femte album Once, at de for alvor brød igennem i USA med singlen "Wish I Had an Angel" fra selvsamme album. Finske Nightwish og deres symfoniske metal er båret af gedigen sangskrivning og store melodier. De skaber en smuk, gotisk verden, som er kendt for at opsluge sit publikum fuldstændigt.


Lyt til "Wish I Had An Angel" herunder. 

Parkway Drive


Australske Parkway Drive tager næste sommer på deres “A Decade of Horizons”-turné, som også tager dem og deres hårdtslående metalcore forbi Copenhell. Bandet har brugt det meste af 2017 på at indspille et nyt album, der efter sigende bliver mere aggressivt og beskidt end alt deres tidligere materiale, og det sceneshow, de tager med forbi den danske metalfestival bliver ifølge Copenhell i absolut særklasse.

Lyt til "Crushed" herunder. 


Derudover er plakaten også begyndt at blive fyldt godt ud af en lang række andre navne. En sand thrash-tornado kommer til at rase, når Kreator, Exodus og Sodom leverer deres ustoppelige og udødelige riffs. Arch Enemy vender tilbage med deres tekniske dødsmetal. Asking Alexandria og While She Sleeps vil tæske publikum rundt i pitten med metalcore.

Alestorm spiller op til folkefest med deres underholdende piratmusik, og i den helt ekstreme afdeling vil det nye og eksperimenterende black-metal band Zeal & Ardor give publikum en ond oplevelse, mens det innovative musikprojekt Igorrr vil indhylle pladsen med et helt særligt vanvidsunivers.

Som en del af den skandinaviske repræsentation forefinder vi i denne omgang de norske metalkonger Enslaved med deres majestætiske metal, de vilde hedninge fra Bersærk og den nye black-metal gruppe Orm.


Billetsalget til metaldrønet starter den 9. november kl. 10.00.

ANNONCE