Nyhed

Den canadiske rockstjerne Gord Downie er død

GAFFA.dk – Alt om musik

Gord Downie, vokalisten i det kendte canadiske rockband The Tragically Hip, har tabt kampen mod kræften, 53 år gammel.

Det oplyser hans familie i en udtalelse på bandets officielle Twitter-konto.

”Gord vidste, at hans tid snart ville være ovre. Hans respons var at bruge denne dyrebare tid, som han altid havde, på at skabe musik, minder og vise dyb taknemmelighed over for familie og venner over et liv, som var levet godt,” skriver de blandt andet.


Downie blev diagnosticeret med kræft i hjernen tilbage i december 2015. Han gik offentligt ud om sygdommen først i 2016, skriver Rolling Stone. Det samme år udgav The Tragically Hip albummet Man Machine Poem og begav sig ud på en lang afskedsturné.

Artiklen fortsætter under billedet

Bandets sidste og meget emotionelle koncert blev sendt direkte på fjernsyn, og den canadiske premierminister Justin Trudeau var til stede i salen.

Optaget i Canadian Music Hall of Fame


The Tragically Hip var fra Kingston, Ontario, og blev dannet i 1983. De er især kendte for deres energiske live-optrædener, der ofte førte til nyfortolkninger af deres sange, både musikalsk og tekstligt. Ud over Gordon Downie (vokal og guitar) bestod besætningen af Paul Langlois (guitar), Rob Baker (guitar), Gord Sinclair (bas) og Johnny Fay (trommer).

Bandet har haft et stort publikum i hjemlandet, hvor de har vundet en hel stribe af de prestigefyldte Juno Awards, en slags canadisk svar på Grammy-priserne. I 2005 blev de endvidere optaget i Canadian Music Hall Of Fame. The Tragically Hip er desuden gået direkte ind på førstepladsen på den canadiske hitliste med hele otte forskellige album.

I alt har gruppen i øvrigt udsendt 12 studiealbum fra den selvbetitlede minialbum-debut i 1987 og fuldlængde-debuten i 1989 med Up To Here og til og med det ovennævnte Man Machine Poem fra sidste år.


LÆS OGSÅ: Familien har taget endelig afsked med Tom Petty

ANNONCE