Nyhed

Fik du hørt det aggressive Rihanna-cover?

GAFFA.dk – Alt om musik

Fik du set Saveus i P3's musikalske talkshow Moyo Live? Der blev skruet helt op for intensiteten og aggressionerne i et højspændt cover af DJ Khaleds “Wild Thoughts” (feat. Rihanna & Bryson Tiller).

Martin Hedegaard alias Saveus er om nogen et disciplineret legebarn med skyhøje ambitioner. Der var sved på panden, vildt hår og højenergisk gruppedynamik, da Martin og bandmedlemmerne gav den maks smadder til r&b-baskeren, som har ageret soundtrack til diverse sommerfester.

Martin brød igennem lydmuren til underholdningsbranchen, da han som 15-årig vandt den første danske udgave af X Factor i foråret 2008. Han blev folkeeje i løbet af otte uger, og sidenhen spillede han for 60.000 mennesker på Rådhuspladsen, for 20.000 i Tivoli og solgte 100.000 eksemplarer af debutalbummet Show the World. Pludselig blev der dog stille fra Martin, og en af nyere tids største danske albumsucceser blev aldrig fulgt op af en toer. Det var der flere grunde til:


– På det tidspunkt var jeg 15 og fyldt med energi og glæde. Det var vildt at opleve at sidde i et studie med Thomas Troelsen og spille, men det var jo ikke mig selv, der lavede musikken. Når jeg kiggede på bands som Nephew og Alphabeat, så kunne jeg godt mærke, at de havde noget, jeg ikke selv havde – og det var integritet. Jeg havde lyst til at starte helt fra bunden og selv gøre tingene, beretter Martin.

LÆS OGSÅ: Er det her sandheden fra Saveus?

Der var dømt neonrødt lys, blinkende lysstofrør og et roterende kameraarbejde til fredagens liveshow. Med Martins insisterende vokal og en dunkel scenografi blev showet en intens helhedsoplevelse, som sender tankerne mod P3 Guld 2015, hvor krøltoppen for alvor markerede sin integritet og overgangen fra Ørums X Factor-Martin til Saveus.


Se coveret herunder.

ANNONCE