GAFFA.dk – Alt om musik
The War on Drugs har udgivet en både smuk og besynderlig musikvideo til nummeret ”Nothing to Find” fra deres seneste album A Deeper Understanding.
Det Philadelphia-baserede rockband har allerede udgivet flere musikvideoer af høj kvalitet til deres nyeste numre. Først var der ”Holding On”, hvor vi fulgte den aldrende The Wire-skuespiller Frankie Faison i en lille og ukendt landsby i USA. Derefter var der ”Pain”, hvor idylliske sort/hvid-billeder af Philadelphia veksler med bandet, der står på en færge og fremfører nummeret, imens de sejler ned over Schuylkill River.
LÆS OGSÅ: Dansk mega-event aflyst
Nu er det altså ”Nothing to Find”, der er suppleret med en musikvideo instrueret af Ben Fee, hvis katalog indeholder både Band of Horses, Aesop Rock og flere.
I videoen følger vi en ung pige (spillet af skuespiller Sophia Lillis), som er på roadtrip i en bil og med et væsen, der bogstavelig talt er lavet af planter. De udstråler glæde, de nikker, klapper og synger med på musikken i bilen og standser undervejs for at strække benene, gå ture i skoven og danse i aftensolen. Men i tråd med naturens gang haler det falmende efterår sagte, men sikkert ind på plantevæsenet, og videoen får en både emotionel og besynderlig slutning. Se den herunder.
Artiklen fortsætter under videoen
The War on Drugs er i øjeblikket på turné i anledning deres seneste album A Deeper Understanding, der blev udgivet i slutningen af august. Pladen scorede fem stjerner af GAFFAs anmelder under overskriften ”I et rum af drømme og støj”.
Amerikanerne kommer forbi Danmark, når de spiller på Tap1 i København den 25. november. Koncerten er udsolgt, men grundet stor efterspørgsel spiller de en ekstrakoncert den 26. november, som der stadig sælges billetter til.
LÆS OGSÅ: Rhye kommer til Danmark




