GAFFA.dk – Alt om musik
På årets Tønder Festival erobrede han den danske sydstatsstemning med to koncerter, sin helt egen countrylyd og en ægte, amerikansk cowboystil med både hat og charmeklud. Hos GAFFA blev den ene koncert præmieret med 4 stjerner og kommentaren: ”Det kan godt være, at en Sam Outlaw-koncert er lige så sød og blød som et stykke mælkechokolade, men engang imellem smager det nu altså også virkelig godt.” Nu kommer det sydlige Californien også til Danmarks hovedstad, når Sam Outlaw spiller koncert i Pumpehuset onsdag den 25. oktober klokken 20.
Et navn, der forpligter
Selvom ”Outlaw” egentlig er hans mors pigenavn, forpligter det alligevel på countryscenen at kalde sig noget taget så direkte ud af en westernfilm. Inspirationen er primært fra den klassiske skole som Hank Williams, men også 70’ernes California Country med blandt andre Jackson Browne. Det ses også tydeligt i Outlaws fremtoning, og man forventer countrymusik af den gamle skole ”fra før genren blev overrendt af cowboykloner med smil, der er større end talentet”, som det fremgår i en pressemeddelelse.
Den forventning løfter Sam Outlaw til fulde. Den 35-årige sanger og sangskriver udgav sit debutalbum ”Angeleno” i 2015, og siden har han etableret sig som et rimeligt velkendt navn i USA, hvor han eksempelvis er omtalt af American Songwriter og Rolling Stone Country.
Hør sangen ”Ghost Town” her: