GAFFA.dk – Alt om musik
Der er dømt ”MASSEDUCTION” fra St. Vincent, lyder det i en pressemeddelelse. Den amerikanske sangerinde, der også er kendt som Annie Clark, annoncerer nu, at hendes nye album udgives den 13. oktober. Det bliver Clarks første album siden det store gennembrud med ”St. Vincent” i 2014 – og der jongleres med store, dystre temaer.
Til dig, der vil vide noget om livet
”MASSEDUCTION” er efter eget udsagn en kulmination af mange års skrivearbejde. Det er sange skrevet ud fra små mobiloptagelser, sms'er og melodistumper, som Clark har indsamlet, mens hun rejste verden rundt. Sangene kredser om temaer som magt, sex, farlige kærlighedsforhold og død. Hun udtaler:
”Ethvert album, jeg laver, har en arketype. ”Strange Mercy” var husmødre på piller. ”St. Vincent” var en nær fremtids kult-leder. ”MASSEDUCTION” er anderledes. Den er ret første-person. Du kan ikke faktachecke den, men hvis du vil vide noget om livet, skal du høre det album.”
På albummet optræder blandt andre special guests som Thomas Bartlett på klaver, Kamasi Washington på saxofon og Jenny Lewis på vokal.
Fra Los Ageless til New York
St. Vincent har allerede teaset albummet med to singler, som med deres titler erobrer to ikoniske byer i USA.
Den første er ”Los Ageless”, som kan høres på Spotify her:
Den anden er ”New York”, som netop udkom i sidste uge med en musikvideo, der er markant pastelfarvet og alternativ om end smukt udført:
St. Vincent indleder sin ”Fear the Future”-verdensturne den 7. oktober, men gæster desværre ikke Danmark i denne omgang.





