Nyhed

Ugens Topsify Hit: Oochie forener Amager og Caribien

GAFFA.dk - Alt om musik

To enæggede tvillinger på 195 centimeter er ikke til at overse, og det tyder på, de heller ikke er til at overhøre. 

Brødrene Mark og Tim har i dag netop udgivet deres første single ”Hygger Bar’” under kunstnernavnet Oochie. Et nummer, der uden tvivl har rytmisk inspiration i deres caribiske ophav. Med en mor, som oprindeligt er fra en hollandsk koloni i Caribien og en omrejsende dansk far har deres opvækst på Urbanplanen på Amager været præget af kulturclashes, men også af musik som et vigtigt element i hverdagen.

Født i 1990 og næsten uadskillelige lige siden har de to 27-årige for alvor tunet ind på musikken sammen, hvor de startede med at spille forskellige clubjobs i det københavnske natteliv. Til trods for, at dette er deres egen debut, har de arbejdet i branchen længe og blandt andet skrevet for Salazar, som lige nu hitter med ”Aruba”. 


Navnet på duoen lå lige til for Mark og Tim: Oochie betyder nemlig tvilling på moderens oprindelige sprog, så deres rødder og ophav har de med sig hele vejen. De sidste par år er blevet brugt på at arbejde intenst med deres egen musik og finpudse en lang række numre, som er blevet udvalgt til at komme med i studiet. 

Hør ”Hygger Bar’”: 


 

 Hør hele ugens Topsify Denmark-playliste “Ny Musik” nedenfor på Spotify – og husk, at du kan følge den på Spotify, så bliver du løbende opdateret med de nyeste tracks.


ANNONCE