GAFFA.dk - Alt om musik
Svenske natklubber stod sammen natten til lørdag og holdt et minuts stilhed for verdensstjernen, der i går blev fundet død.
I går aftes tikkede den sørgelige nyhed ind om, at Tim Bergling med kunstnernavnet Avicii var afgået ved døden. Han opholdt sig i Oman, og hans pressekontakt bekræftede dødsfaldet fredag aften. Den verdensberømte svensker, og i EDM-kredse utroligt anerkendte artist, blev kun 28 år, og natten til i dag hyldede de svenske natklubber Avicii på deres egen måde ved at skrue helt ned for musikken og festen i ét minut – for at ære hans minde. Det skriver Aftonbladet ifølge nyhedsbureauet TT.
LÆS OGSÅ: Avicii er død – han blev 28 år
Aviciis svenske dj-kollega Kim Bauer skriver på Facebook, at "ved midnatstid holdes et minuts stilhed for et af Sveriges største musiktalenter gennem tiderne. Hvil i fred og tak for alt".
En af Aviciis nære venner har udtalt til Aftonbladet, at "Tim var en af mine næreste venner, og vi delte meget de seneste år. Ikke mindst musikken, hvor vi har skrevet sammen og inspireret hinanden. Tim lykkedes med at gøre fuldekultur til finkultur og samtidigt sprede Sverige ud i verden. Nu har verden mistet en nysgerrig og varm sjæl. Savnet er stort."