Nyhed

To nye album på vej fra Rihanna?

GAFFA – Alt om musik

Rihanna arbejder i skrivende stund på hele to nye udgivelser, der måske ender med et dobbeltalbum som opfølger til Anti fra 2016, skriver NME.

Blot få måneder efter udgivelsen af Anti fortalte Rihanna, at hun allerede var gået i gang med arbejdet på sit næste album.

Ifølge Metro er Rihanna ikke tilfreds med, hvordan Anti klarede sig rent kommercielt, selvom hun er glad for sangene, og hun skulle derfor arbejde fokuseret på at ramme hitlisterne hårdt for ikke at falde igennem med to udgivelser i træk.


Derfor arbejder hun ifølge Metros kilde på to album, et med potentielle hits og et med mere stemningsmættede og eksperimentelle numre, og hvis ikke hun føler, numrene passer sammen på ét album, bliver de udgivet hver for sig.

GAFFAs anmelder var imidlertid meget godt tilfreds med Anti, som han kastede fem stjerner efter og blandt andet skrev følgende om:

”I det store hele føles Anti mere personlig og inderlig, end hvad vi tidligere har fået fra Rihannas hånd, og produktionsmæssigt kommer vi vidt omkring. Og lyt så ellers lige til den dejligt knækkede vokal på Higher. Det her album er ikke lavet for at please, det er lavet for bide fra sig – og på sigt bide sig fast. Også selvom det tager sig sin tid om at gøre det på sin egen stilfærdige facon. ”


Se Rihanna boltre sig med Drake på et af Antis hits, "Work", herunder.

ANNONCE