Nyhed

Uncle Acid & The Deadbeats giver dansk koncert

GAFFA – Alt om musik

Stoner-rockerne spiller i Den Grå Hal 25. november

Uncle Acid & The Deadbeats spiller tung stoner-rock med dystre tekster, men det har ikke forhindret dem i at opdyrke en stor fanskare. En opvarmningstjans for ingen mindre end forbillederne Black Sabbath i 2013 skadede nok heller ikke, for året efter spillede kvartetten både på VoxHall og i Pumpehuset samt senere på Copenhell.

I 2015 udgav bandet dets fjerde og meget roste album The Night Creeper, som igen blev fulgt op af to danske koncerter og året efter endnu en optræden på Roskilde Festival, der fik fire stjerner med på vejen af GAFFAs Christian Voldborg, som blandt andet skrev:

”Publikum slubrede de engelske heavyrockeres dynamiske blanding af retro-horror og trashy psych-heavy metal i sig som blodtørstige vampyrer. Det høje lydniveau, den agressive spillestil og den forholdsvis simple sangskrivning hvirvlede omkring publikums kranier ligesom en ondskabsfuld tåge i en obskur gyserfilm.”


Siden da har der imidlertid været stille omkring frontmand Kevin “Uncle Acid” Starrs og hans Deadbeats-kumpaner.

Det skyldes, at bandet har arbejdet intenst på at færdiggøre materiale til deres femte plade, som forventes udgivet til efteråret og som skal lægge ryg til en omfattende turné, døbt "Wasteland Tour". Og her bliver de danske fans altså ikke snydt.

Den Grå Hal er nemlig reserveret den 25. november til et tungt skud okkult-rock. Koncerten bliver englænderes hidtil største headliner-show på dansk grund, og bandet udtaler i en pressemeddelelse:

"These will be our first European shows in two years and we're hungry to get back out and lay waste to many of our favourite cities. You will enjoy the show experiencing the latest PsychoVision screen technologies with piles of cranked up, ear splitting valve amplification to melt your minds. The nightmare shall resume!"


ANNONCE