Nyhed

High on Fire annoncerer Lemmy-inspireret album

GAFFA.dk – alt om musik

Metal-bandet High on Fire udkommer med et nyt studiealbum i efteråret. Hør titelnummeret nederst i artiklen.

Det kommende album, Electric Messiah, lander i pladebutikkerne den 5. oktober. Albummets titelnummer er inspireret af Motörheads frontmand, Lemmy Kilmister. Forsangeren og frontmanden i High on Fire, Matt Pikes, vokal er i flere omgange blevet sammenlignet med den afdøde Lemmys stærke stemme. 

Pike fortæller i en pressemeddelse, at inspirationen til albummet og sangen er kommet til ham i en drøm: "Jeg havde denne drøm, hvor Lemmy blev vred på mig. Han svinede mig til og gjorde grin med mig," videre fortæller Matt Pike: "Sangen er mig, som fortæller verden, at jeg aldrig kan udfylde Lemmys sko, fordi Lemmy er Lemmy. Jeg ønsker at hylde ham på en god måde". 

LÆS OGSÅ: Hashtronauternes månelanding

Det kommende album vil være gruppens ottende studiealbum – deres seneste, Luminiferous, stammer tilbage fra 2015. Heavybandet albumdebuterede tilbage i 2000 med The Art of Self Defense. 

Trioen er bestående af forsanger og guitarist, Matt Pike, trommeslageren Des Kensel og bassisten Jeff Matz. Førstnævnte er også manden, der står bag metalbandet Sleep, som har skabt stoner-musikhistorie. 

LÆS OGSÅ: High On Fire: Death Is This Communion

Det californiske metalband har tidligere gæstet Danmark til anmeldernes begejstring. I 2007 høstede de for eksempel hele seks stjerner for deres koncert på Loppen, som af anmelder Mathias Nielsen blev beskrevet som en af årets koncerter, med følgende sætning: "En af årets koncerter, der samtidig satte en streg under, at metalscenen ikke behøver andre repræsentanter end High On Fire – der er nemlig ikke nogen, der når dét her band til sokkeholderne."

LÆS OGSÅ: High On Fire: med Pelican, Loppen, København

Den 29. september kan du opleve High on Fire live i Danmark, når de gæster Pumpehuset sammen med det norske metalband Enslaved. Billetsalget er i gang. 

Lyt herunder til den nye single: 



Tracklisten: 
1. Spewn From the Earth
2. Steps of the Ziggurat/House of Enlil
3. Electric Messiah
4. Sanctioned Annihilation
5. The Pallid Mask
6. God of the Godless
7. Freebooter
8. The Witch and the Christ
9. Drowning Dog

ANNONCE