Nyhed

Melvins giver dansk koncert

GAFFA.dk – alt om musik

Amerikanske Melvins vender tilbage til Danmark, når de giver koncert i Pumpehuset til efteråret. 

Den 15. oktober er det Pumpehusets tur til at rocke med på Melvins nyeste album samt gruppens store og imponerende bagkatalog.

I april udgav rockbandet albummet Pinkus Abortion Technician, hvor de har selveste Jeff Pinkus fra rockgruppen Butthole Surfers med på bas. Albummets titel er en reference til Buttholses Surfers' album Locust Abortion Technican fra 1987. 

LÆS OGSÅ: Punkrock-veteranerne Melvins: Dave Grohl ville ikke være, hvor han er i dag uden os

Melvins har siden midten af 80'erne været stilskaberne inden for den alternative rock og sat deres afmærk på genrer såsom sludge og stoner rock. De anses blandt andet som "gudfader" til grunge-genren og har dermed været inspirationskilde for blandt andre Soundgarden, Green River og Nirvana. Nirvana-forsangeren Kurt Cobain var kæmpe fan af Melvins og arbejdede i en periode som roadie for bandet samt medvirkede som musiker og co-producer på albummet Houdini fra 1993. 

LÆS OGSÅ: Den fjendtlige ambiente overtagelse

Gruppen besøgte Jazzhouse i 2016, en koncert som GAFFAs anmelder Simon Nielsen uddelte fem solide stjerner til. Læs den fulde anmeldelse lige her.

Melvins medbringer det svenske fænomen ShitKid til Pumpehuset, hvis stil kan betegnes som "feministisk anti-pop", og som henter sin inspiration hos punk og grunge-genren. Åsa Söderqvist er navnet bag ShitKid, og den 23-årige sangerinde har siden sin start med Garage Band og SoundCloud udgivet flere ep'er, den seneste This Is It fra 2018. 

Billetsalget er i gang. 

 

ANNONCE